Frank Arnesen er torsdag blev præsenteret som ny sportsdirektør i ukrainske Metalist Kharkiv.
Danskerens nye klub har dog udadtil ikke samme historiske klasse, som hans forhenværende arbejdsgivere PSV, Tottenham, Chelsea og HSV og har levet en noget broget tilværelse i fodboldens verden, hvilket blandt andet har medført nedrykning, konkurs og diskvalifikation.
Efter sammenbruddet af Sovjetunionen kom Metalist Kharkiv med i den nye ukrainske Premier League, hvor de sluttede på en femteplads i den første sæson.
Klubben har traditionelt halset efter de normale førerhold i Ukraine - Dynamo Kiev og Shakhtar Donetsk. I 2003 rykkede klubben ud af den bedste række blandt andet på grund af kaos i ledelsen.
Man rykkede dog op igen i den efterfølgende sæson, og efter en økonomisk krise i klubben tog den ukrainske rigmand Oleksander Yaroslavsky over.
Han er ejer af den ukrainske bank UkrSibbank, og han tilførte en masse penge, der resulterede i mere stabile præstationer på banen. Det medførte, at klubben sluttede på tredjepladsen seks år i træk fra 2007 og frem.
Med Yaroslavskys tiltræden blev der investeret dyrt i Metalist Kharkiv, der blandt andet hentede et hav af sydamerikanske spillere for at forstærke holdet.
Den nuværende trup består også primært af brasilianske og argentinske spillere. Yaroslavsky solgte i 2012 klubben til en anden ukrainsk rigmand Sergey Kurchenko.
I Europa har Metalist kun deltaget i Europa League, hvor de i 2012 nåede til kvartfinalen. Klubben er dog i den nuværende sæson blevet udelukket fra al europæisk fodbold af UEFA på grund af beskyldninger om matchfixing. Metalist skulle ellers sidste år have deltaget i kvalifikation til Champions League, hvor de var blev parret med Schalke 04.
Klubben ligger på nuværende tidspunkt nummer to i den ukrainske Premier League, fem point efter førerholdet Shakhtar Donetsk, som har domineret ligaen de seneste mange år