Tidligere på dagen florerede rygterne, og nu er det bekræftet, at den engelske traditionsklub Leeds United, der spiller i den næstbedste engelske række, har ansat danske Thomas Christiansen som træner. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Den 44-årige dansk-spanske fodboldtræner har senest stået i spidsen for cypriotiske Apoel, og som spiller tørnede han blandt andet ud for Villarreal, Barcelona og Bochum.

»Vi ønskede at ansætte én, der kan hjælpe os med at skabe en vinderkultur i klubben og forene alle - fra spillere til fans - og i sidste ende føre klubben tilbage til der, hvor vi alle føler, at den hører til,« skriver Thomas Christiansens nye klub Leeds United i en officiel pressemeddelelse.

»Thomas var en, som havde været på vores radar allerede tidligt i processen, og hurtigt fik han etableret sig som en storslået kandidat.«

Leeds United har tidligere vundet tre engelske mesterskaber, men klubben har ikke spillet i Premier League siden 2004.

I 2007 måtte traditionsklubben endda ned i den tredjebedste engelske række. Siden 2010 har Leeds United dog befundet sig i Championship, og i den netop afsluttede sæson blev det til en syvendeplads lige uden for playoff-pladserne.

Nu mener man at have fundet den mand, der skal føre klubben tilbage.

»Vi tror på, at vi har fundet den mand, som kan arbejde med os og tage klubben til det næste niveau,« står der i pressemeddelelsen.