Weekendens kampe i SAS Ligaen kan knække SAS Ligaen over i to

FC København møder OB, og Brøndby tager imod AGF. De to forhåndsfavoritter til guldet kan blive sat af i toppen af tabellen i tilfælde af nederlag.

Da rækkens nummer to og tre Esbjerg og AaB samtidig møder HB Køge og bundproppen Randers, så kan provinsens medaljekandidater give hovedstaden baghjul og distancere de københavnske sværvægtere med ni til seks point.

20.000 tilskuere ventes på plads på Brøndby Stadion til duellen.

- Det bliver en ægte topkamp på søndag. Masser af tilskuere, og jeg forventer mig en intens kamp med os i mest boldbesiddelse.
AGF vil være stærke, dels i deres hurtige omstillingsspil, og dels når de angriber med deres seks forreste, siger Brøndby-træner Kent Nielsen.

- Jakob Poulsen har nok været efterårets stærkeste spiller, og Peter Graulund og Nando har fundet ind i et godt samarbejde med Dioh Williams som joker, lyder noget af analysen for gæsternes flotte sæsonstart.

Rygstød til AGF
AGF har vundet i Parken, og hvis de vinder over jer på søndag, så er signalværdien jo ikke til at overse?

- Det er klart, at det vil være et yderligere rygstød for AGF, der har haft marginalerne på deres side indtil videre, siger Kent Nielsen.

Hvis AGF vinder, vil I være sat med ni point i forhold til førstepladsen. Er AGF en døgnflue eller en reel guldaspirant?

- De bliver ikke mestre, men har potentiale til top fire, siger Kent Nielsen.

I har en placering midt i tabellen - langsom starter eller er det jeres reelle styrke?

- Vi bliver stærkere og stærkere. Vi så nogle tendenser omkring kampene mod Hertha, kampen i Randers og kampen mod FCK i Parken, der viser os, at vi bliver bedre og bedre, siger Kent Nielsen.

Vant til slid
Vil det være til jeres fordel, at AGF-profiler som Jakob Poulsen og Benny Feilhaber dels har spillet mange minutter for deres respektive landshold og dels har rejst en del - for Feilhabers vedkommende omme på den anden side af jordkloden?

- Rejseperspektivet vil altid spille en rolle, men jeg tror det ikke. Det er mere, hvis det er hele holdet, der har været af sted. Spillere som Jakob Poulsen er vant til det slid, der følger med at være topspiller. Akkurat som jeg heller ikke forventer vores egne landsholdsspillere som Samuél Holmen, Mikael Nilsson og Stephan Andersen vil være mærkede. Nilsson har allerede i denne sæson spillet omkring 16 kampe, siger Kent Nielsen.