En supersæson i Ajax har affødt en enorm interesse for Kasper Dolberg, men ifølge klubbens sportsdirektør er danskeren ikke på vej væk endnu.

Med imponerende 23 mål i sin første fulde sæson som seniorspiller betragtes 19-årige Kasper Dolberg som et af verdens største angrebstalenter. Og da Ajax for nylig hentede den tidligere bomber Klaas-Jan Huntelaar hjem, lignede det en mulig erstatning for danskeren.

Men det er ikke tilfældet ifølge Marc Overmars, der er sportsdirektør i den hollandske hovedstadsklub

»Kasper Dolberg og Amin Younes er ikke til salg. Klaas-Jan Huntelaar og Dolberg er vores angriberduo - mesteren og lærlingen,« siger Marc Overmars ifølge De Telegraaf.

Den 23-årige dribler Amin Younes, der forleden vandt U21 EM med Tyskland, har ligesom Kasper Dolberg haft en flot sæson i Ajax. Det har klubbens colombianske forsvarsspiller Davinson Sánchez i den grad også, og hvis nogen vil have fat i ham, er det den helt store tegnebog, der skal findes frem.

Ifølge Overmars er der nemlig ingen chance for at få fat i ham, medmindre man er villig til at lægge 40 mio. euro (300 mio. kr.)

Ender Kasper Dolberg mod Marc Overmars' forventning med at blive solgt, kan han meget vel gå hen og blive den dyreste dansker nogensinde. Indtil videre har blandt andre Tottenham, Everton, Manchester United og Dortmund været på banen.

Ajax har allerede solgt en af de helt store profiler i Davy Klassen, som er taget til Everton.