»Først og fremmest var jeg meget overrasket over Neestrups reaktion!«

Der var drama under Galatasarays stadion efter onsdagens 2-2-kamp mellem tyrkerne og FC København i Champions League.

Her blev FCK-cheftræner Jacob Neestrup meget ophidset på en tyrkisk journalist, der havde sagt 'tillykke med det ene point' til Rasmus Falk.

Neestrup – der havde set sit hold smide en 2-0-føring i kampens sidste fem minutter – afbrød samtalen og sagde blandt andet ophidset:

»Alle I tyrkiske journalister er nødt til at vise os en lille smule respekt.«

Det var journalisten Caner İşbeğendiren fra det tyrkiske medie Fanatik, der modtog skideballen fra Jacob Neestrup, og han forklarer i dag, at han på ingen måde havde til hensigt ikke at være respekt over for de danske gæster.

»Efter kampen så jeg Rasmus Falk, og jeg ville gerne lykønske ham med en god kamp. Jeg kan virkelig godt lide hans spillestil, og under kampen roste jeg ham over for en dansk journalist og kaldte 'lavbudget-Modric' – humoristisk sagt,« fortæller Caner İşbeğendiren til B.T.

»Lykønskningen var hverken ment hånende eller ondskabsfuldt fra mig. Men det var bare et uheldigt øjeblik, for Neestrup var tydeligvis meget vred over de to tabte point.«

Den tyrkiske journalist er i dag trist over, at FCK-cheftræneren misforstod hans intention.

Caner İşbeğendiren er ked af situationen med FCK's cheftræner
Caner İşbeğendiren er ked af situationen med FCK's cheftræner Foto: Caner İşbeğendiren
Vis mere

»Vi er et meget gæstfrit samfund. Vi tyrkere nyder at have gæster og behandle dem godt. Så derfor havde jeg kun gode intentioner. Jeg vil ønske, at jeg havde sagt 'held og lykke i næste kamp' i stedet.«

»Da han var blevet vred på mig, ønskede jeg ikke at gøre et nummer ud af det. Han troede åbenlyst, at jeg ville ydmyge FCK, men min intention var det stik modsatte. Jeg respekterer København og jeres land. Elsker jeres kultur, jeres hygge-filosofi og jeres moral, når det kommer til sport,« lyder det fra Caner İşbeğendiren.

Han understreger, at han ikke er sur på Neestrup over følelsesladede reaktion. 

»Først og fremmest var jeg meget overrasket over Neestrups reaktion. Jeg var overrasket, da jeg aldrig havde forventet sådan en reaktion fra en træner. Jeg talte ikke engang til ham.«

»Men det er okay. Han var sur over de tabte point. Jeg er bare ked af, at han misforstod mig. Jeg vil ønske, at jeg kunne give Neestrup en gave som undskyldning,« slutter den tyrkiske journalist.