I maj fik Spencer Harris, direktør for den walisiske fodboldklub Wrexham, et opkald fra nogle investorer, der var interesserede i at købe klubben. Det viste sig at være de to Hollywood-skuespillere Ryan Reynolds og Rob McElhenny.

Men hvad er egentligt op og ned på hele historien? Det kan du blive meget klogere på her.

Wrexham blev grundlagt i 1864, og det er fansene, der har ejet klubben siden 2011.

Selv om klubben har kæmpet de seneste år, både på banen og også økonomisk, så søgte de slet ikke aktivt efter investeringer, da der pludselig kom et bud på bordet.

Rob McElhenny.
Rob McElhenny. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Harris og hans kollegaer skulle underskrive en fortrolighedserklæring, inden de fik at vide, hvem investorerne var.

Da Harris og resten af ​​Wrexham-bestyrelsen fandt ud af, at de interesserede parter var 'Deadpool'-stjernen Ryan Reynolds og 'It's Always Sunny in Philadelphia'-skaberen, Rob McElhenney, indså de hurtigt størrelsen af ​​den mulighed, der lå på bordet foran dem:

»Vi blev nødt til at få denne aftale og lande den, mens den var i begyndelsen, og jeg er meget glad for, at vi har formået at gøre det,« fortæller Harris til BBC Sport.

Hemmeligheden omkring salget af klubben blev offentligt kendt i september, da Wrexham fortalte deres tilhængere og ejere omkring de nye investorer. Der skulle nemlig stemmes om, hvorvidt forhandlingerne skulle fortsætte.

95 procent stemte for, og forhandlingerne fortsatte derfor.

Nu var nyheden ude af posen, så både McElhenney og Reynolds skrev om Wrexham på deres sociale profiler, hvilket gjorde det klart for klubben, at de var seriøse omkring købet.

I en videopræsentation til medlemmerne af Wrexham skitserede McElhenny og Reynolds deres ambitioner, og de lovede, at de ville investere mindst to millioner pund (cirka 17 millioner danske kroner) i klubben:

»Wrexham er den tredjeældste klub på jorden, og vi kan ikke se, hvorfor den ikke kan have global appel,« sagde Reynolds og fortsatte:

»Vi ønsker, at Wrexham skal være en global styrke.«

Ud af 2.000 stemmeberettigede medlemmer godkendte 1.809 tilbuddet fra Hollywood-stjernerne.

Det kom som en overraskelse for spillerne, at det var to så store stjerner, der havde valgt at investere i lige netop deres klub:

»Vi fik det at vide for et par uger siden, og ingen kunne tro det, og jeg er ikke sikker på, at nogen stadig kan nu. Alt, hvad vi oprindeligt fik at vide, var, at der potentielt var en ny køber, og at vi ikke fik lov til at vide, hvem det var,« fortalte anføreren for Wrexham, Shaun Pearson, og fortsatte:

»Vi fik at vide, at det var et stort navn, og at vi ville blive forbløffede, når vi fandt ud af det.«

»Vi fandt ud af det på samme måde som alle andre, da det blev annonceret offentligt, og ingen kunne tro det.«

McElhenney og Reynolds har begge været ude at sige, at de langtfra er fodboldeksperter.

Så hvordan endte de med at købe en fodboldklub?

Det har der floreret en del rygter omkring, og et af rygterne er, at det skyldes, at de to filmstjerner vil lave en dokumentar omkring klubben.

Det rygte bliver dog skudt ned af Harris:

»Jeg synes, at dokumentarfilmen passer ind i deres vision, og vi synes, det er en spændende mulighed for at udbrede navnet Wrexham over hele verden,« sagde Harris.

»Er det den eneste grund til, at de gør det? Jeg tror ikke, at ... der er lettere måder at lave en dokumentar på!«

Harris bliver dog ikke bakket op af Rory Smith, cheffodboldkorrespondent for The New York Times. Han sagde i radioen i mandags:

»Jeg finder denne historie helt fascinerende. Teorien ser ud til at være, at de vil lave en dokumentar. Efter alt at dømme betaler Netflix et sted i området af 300.000 og 800.000 pund for en times indhold, og salg af en serie i otte episoder ville gøre Wrexham rentabel, og det ville transformere dem,« fortalte han og fortsatte:

»Så fra dette synspunkt synes jeg, der er noget lidt underligt ved det.«

Selv er Wrexham-fansene tilfredse med salget, og det glæder dem, at klubben nu får et økonomisk indspark.

Wrexham ligger i øjeblikket som nummer 14. i National League og er altså kun et point over nedrykningsstregen.