Thibaut Courtois kommer helt sikkert til at vende tilbage til Madrid.

Sådan siger Chelsea-målmanden i et interview med belgiske Sport – og så er det nok en tolkningssag, hvorvidt det er en åben flirt med Real Madrid.

Den belgiske fodboldspiller fortæller i interviewet åbenhjertigt om, hvordan det er at bo i London, mens hans ekskæreste bor i den spanske hovedstad med de to børn, som parret har sammen.

De gik fra hinanden, mens Thibaut Courtois’ daværende kæreste, Marta, ventede parrets andet barn i begyndelsen af 2017.

»Min personlige situation er stadig relateret til Madrid, det er velkendt. Mine to børn bor dér med deres mor. Jeg taler hver dag med min datter på Facetime: Hun siger ofte til mig, at hun savner mig. Min søn er stadig for lille til at kommunikere på den måde,« siger Thibaut Courtois:

Seneste nyt om Lyngby-krisen: Kæmpe bombe kan springe i Lyngby: Budkrig i gang om de største profiler

»Hver gang jeg har mulighed for det, tager jeg en smuttur til Spanien. Det er ikke altid let, som situationen er i øjeblikket, og ja, mit hjerte er i Madrid. Det er logisk og forståeligt.«

BT skrev før jul om, hvordan Real Madrid skulle være interesseret i Chelsea-målmanden.

Men Thibaut Courtois understreger, at der ikke har været kontakt mellem parterne.

Thibaut Courtois er i gang med sin fjerde sæson i Chelsea.
Thibaut Courtois er i gang med sin fjerde sæson i Chelsea. Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

»Hvis Real virkelig er interesseret i mig, kan min personlige situation få betydning, ja. Familie-aspektet er uvurderligt. Men jeg siger igen: I øjeblikket er jeg i fuld gang med at tale med Chelsea om en kontrakt-forlængelse,« siger Thibaut Courtois:

»Hvis de (Real Madrid, red.) vil have mig, skal de kontakte Chelsea. Vi må se. Men det har de aldrig gjort. Men det er sikkert, at jeg en dag vender tilbage til Madrid. Jeg elsker Spanien, jeg elsker den by, jeg tilbragte tre vidunderlige år dér. Der var dér, jeg blev voksen.«

Thibaut Courtois har spillet i Chelsea siden 2014, men forinden var han tre år i Atletico Madrid – og det var under det ophold at han også fandt sammen med spanske Marta.

Han fortæller, at han i februar skal tale kontrakt med Chelsea. Den nuværende udløber i sommeren 2019.

Læs også om den nuværende krise i Chelsea: Spillere har fået nok af engelsk mestertræner - men klubejer står fast på én ting (og se højdepunkter fra det seneste nederlag øverst i artiklen)

»Jeg er glad her, og jeg ser en udvikling, der betyder, at klubben stadig vil kunne vinde mange titler. Signalerne er positive – og ønsket om at ville forlænge med Eden Hazard beroliger mig,« siger 25-årige Thibaut Courtois om sin landsmand i klubben.

I Real Madrid ser der i øvrigt under alle omstændigheder ud til at skulle ske noget på målmandsposten, hvor der stadig sættes spørgsmålstegn ud for Keylor Navas.

I vintertransfervinduet så det ud til, at klubben havde sikret sig Kepa Arizzabalaga i Athletic Bilbao, men han endte med at forlænge sin kontrakt med basker-klubben i stedet.

Real Madrid har også længe været lun på Manchester Uniteds David De Gea, men det kærlighedsforhold ser stadig uforløst ud.

Andre læser også