Spillerne i Chelsea er stærkt utilfredse med manager Antonio Conte.

Det skriver flere engelske medier.

Daily Mail skriver, at der er ‘stor spænding i omklædningsrummet’ blandt spillerne, men at Antonio Conte nægter at lade sig presse ud.

Han overlader i stedet fuldt ud sin skæbne til holdejer Roman Abramovich – men regner angiveligt ikke med at fuldføre sin kontrakt, der løber til sommeren 2019.

Læs også: Ny rolle til Bendtner: 'Han var ikke så god, at jeg føler nogen fare endnu'

Ifølge Daily Mail er Chelsea-spillerne utilfredse med den italienske managers metoder, hvor træningen blandt andet skulle være monoton og for hård. Og det skulle være derfor, at flere spillere har haft muskelskader i denne sæson.

Spillerne skulle også give Antonio Contes dårlige humør skylden for at den dårlige stemning.

Ikke mindst efter forrige weekends 0-3-hjemmenederlag til Bournemouth hvor han skulle have sluppet et voldsomt raseriudbrud løs i omklædningsrummet.

Ifølge Telegraph er Roman Abramovic klar over Chelsea-spillernes utilfredshed, men ’han nægter at lade spillerne bestemme over Antonio Contes skæbne’ (selv om det alligevel kan være et spørgsmål om tid, inden fyresedlen bliver udskrevet)

Læs også: Britisk medie storhylder Eriksen: Derfor er han tæt på at være uundværlig for Tottenham

Tidligere har klubben skilt sig af med managere som Luiz Felipe Scolari og Andre Villa-Boas, fordi spillerne ønskede det.

Men som Telegraph anfører, så er der ingen i den nuværende Chelsea-trup, der har et tæt forhold til den russiske ejer – som eksempelvis John Terry, Frank Lampard, Petr Cech eller Didier Drogba havde tidligere.

De fleste engelske medier regner med, at Antonio Conte under alle omstændigheder bliver fyret til sommer – selv om det kommer til at koste klubben dyrt. Spørgsmålet er, om afskeden kommer, inden sæsonen er slut.

For trods to store liganederlag i træk er der ikke storalarm (endnu), for Chelsea ligger stadig på en nummer fire i Premier League og er med i både Champions  League og FA Cuppen.

Sådan ser en presset Chelsea-manager ud: Antonio Conte.
Sådan ser en presset Chelsea-manager ud: Antonio Conte. Foto: TONY O'BRIEN
Vis mere

Den tidligere FC Barcelona-træner Luis Enrique har dog i den seneste tid været nævnt som en varm kandidat. Lige så ledig på markedet er den tidligere Borussia Dortmund-træner Thomas Tuchel.

Efter mandagens pinlige 1-4-nederlag til Watford – som du kan se højdepunkter fra øverst i artiklen – har Antonio Conte givet Chelsea-spillerne hele tre fridage.

Selv lovede han at arbejde videre:

»Min stilling? Det er den samme. Jeg bliver her, forsøger at arbejde og bidrage med alt, jeg kan i det arbejde,« sagde Antonio Conte efter kampen.

Her kan du se Chelsea-manageren udtale sig på pressemødet efter kampen:

 
Det var en tydeligt frustreret Conte, som mødte op på pressemødet efter nederlaget til Watford.
Vis mere

Ud af til udtrykte flere spillere opbakning til italieneren efter mandagens nederlag.

»Vi tror på ham og tror på holdet. Vi har haft to dårlige resultater, og nu skal vi forsøge at slå igen, omgruppere og fortsætte,« sagde målmand Thibaut Courtois ifølge Telepgrah.

Anfører Gary Cahill har meldt sig klar til at være med til at finde en løsning.

»Hvad end der bliver beslutter, må spillerne tage ansvar. Manageren har udført et helt utroligt job,« sagde han.

Næste Chelsea-kamp er på mandag mod WBA.