Lyt til artiklen

Christian Eriksens sportslige ambitioner gjorde, at han drog til Manchester United denne sommer i stedet for at forlænge opholdet i danskerklubben Brentford.

Bedømt isoleret på de to holds møde lørdag i Premier Leagues anden runde var det en skidt beslutning. Efter en rærlig indsats af Eriksen og United blev den falmede mastodont ydmyget i et 0-4-nederlag.

Alle målene blev scoret i første halvleg, hvor hjemmeholdets tilhængere med buhråb imod Eriksen lod danskeren forstå, at de var utilfredse med hans klubskifte.

Den elendige indsats af United kommer på bagkant af 1-2-nederlaget hjemme mod Brighton i sæsonåbningen. Holdet er altså uden point efter to kampe. Det er ikke sket siden 1992.

Tre af Eriksens landsmænd – Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Mads Roerslev – havde fundet vej til Thomas Franks Brentford-startopstilling. Især Mathias Jensen spillede en stor kamp.

Det kan man mildest talt ikke sige om United-keeper David de Gea.

Den måske mest pålidelige spiller på holdet gennem flere ellers svingende sæsoner leverede allerede efter ti minutter et fælt drop på Joshua Dasilvas halvsløje skud.

Otte minutter senere var den gal igen.

De Gea spillede bolden ud til Christian Eriksen, som var hårdt presset af Mathias Jensen. En håbløs beslutning af den spanske keeper og en skidt indsats af Eriksen gav Jensen bolden i fri position. 2-0.

Første halvleg må kandidere til de værste 45 minutter i nyere United-historie. Lidelserne virkede uendelige.

Efter en halv time udnyttede Brentford et hjørne, som Ben Mee havde sidste hoved på. Og fem minutter senere blev ydmygelsen total.

Brentford leverede flot kontraspil, Luke Shaw demonstrerede sin manglende fart og ringe placeringsevne, og så kunne Bryan Mbeumo gøre det til 4-0 alene igennem. Gæsterne var i totalt forfald.

Det lykkedes at sætte prop i ydmygelsen efter pausen. Både Christian Eriksen og Cristiano Ronaldo havde sågar et par udmærkede forsøg.

Brentford kunne også have udbygget føringen, men generelt var bolden mest på United-fødder efter pausen. Hjemmeholdet var fint tilfreds med tingenes tilstand, og United blev sjældent meget farlige.

Eriksen og co. slap for at indkassere flere mål, men det kunne på ingen måde fjerne indtrykket af en beskæmmende indsats for det 20-foldige engelske mesterhold.

Kreatøren fik 87 minutter på banen for United, mens Brentfords nyindkøb Mikkel Damsgaard forblev på bænken i hele kampen.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen i LIVE-bloggen her: