Landsholdskaptajn Simon Kjær er tilbage på banen efter knap to måneders skadespause. Og sikke et comeback!

Tirsdag aften var midterforsvareren med til at sende Manchester United ud i Champions League-mørket, da han sammen med holdkammeraterne i Sevilla sejrede med 2-1 på Old Trafford og sikrede sig en kvartfinaleplads på bekostning af de engelske storfavoritter.  Han er dermed vendt tilbage til sit klubhold med succes – og har brolagt de første meter af vejen mod VM i Rusland på bedste vis. BT har talt med landsholdsanføreren om comeback’et, foråret i Sevilla og landsholdets VM-forberedelser.

Hvorfor lykkedes Sevilla i dine øjne med at få skovlen under Manchester United?

»Set over to kampe synes vi absolut, at vi fortjener at gå videre. Det er et stort sted at spille, og det er et stort resultat at vinde i Manchester, så det var helt sikkert en flot præstation af os, som vi er stolte over. Men samtidig er jeg ikke helt chokeret over det, for vi har bestemt styrken til at være et tophold i Europa og nu blandt de otte sidste i Champions League. Se bare på Sevillas tre Europa League-triumfer i træk i de senere år og i øvrigt på, hvor vi ligger på UEFAs rangliste - så er man vel et af topholdene? Jeg synes, at det gør udslaget, at vi i begge kampe bliver ved med at turde spille os ud af situationerne, tage fat i bolden og selv angribe - også i de perioder, hvor de prøver at presse os med deres ekstremt gode fysik og kamp om andenboldene fra især Lukaku og Fellaini. Vi vidste, at de perioder i kampen ville komme, og det håndterer vi godt,« siger Simon Kjær til BT.

Hvad betyder det for dig, at du leverer en god præstation på et så højt niveau på nuværende tidspunkt - særligt med tanke på, at du var ude i 5-6 uger for kort tid siden og at I har fået en ny manager i Montella?

»Jeg er selvfølgelig rigtigt glad for resultat og for både holdets og min egen præstation. Jeg har ikke været tilbage ret længe efter skaden, og jeg er superglad for to gode præstationer og fuld tid mod både Malaga og Manchester United, ja, og to sejre selvfølgelig i de kampe. Så jeg føler, at jeg er kommet hurtigt tilbage, hvor jeg skal være med det niveau, vi spiller på i La Liga og Champions League.«

Med en ny manager kan der altid ske ting og sager. Hvad har du fået af indikationer fra Montella? Føler du selv, at kampen på Old Trafford var præstationen, der skal til for at vise ham, at du bør starte uge efter uge under ham?

»Det startede rigtigt godt for mig med Montella, og jeg følte fuld tillid fra ham i kampene inden min skade. Det er en svær fase som spiller, når man næsten er klar efter skade og bare så gerne vil spille igen. Men samtidig er man tvunget til at være tålmodig, fordi det rigtige naturligvis er at blive sluset langsomt tilbage på holdet, så man ikke løber nogen risiko rent fysisk ved for eksempel at starte med at spille tre fulde kampe på en uge. Nu er jeg tilbage og beviste det igen mod Manchester, så nu glæder mig til et spændende og tætpakket program med pokalfinale, Champions League og kamp om de europæliske pladser i La Liga.«

Hvilke tanker gør du dig om VM-slutrunden på nuværende tidspunkt?

»Jeg er sikker på, at for alle os spillere begynder VM at fylde noget nu, hvor vi nærmer os.«

Nu venter to venskabskampe på landsholdet, som bliver vigtige i forhold til VM-forberedelserne. Hvad håber du at få ud af de kommende to testkampe?

»Vi skal bruge de to landskampe til at finde hinanden igen efter vinteren og finde tilbage i de rigtige rytmer og mønstre på banen, og så skal vi zoome ind på VM-kampene og gøre os skarpere som hold allerede nu.«

Hvordan føler du selv, at stemningen er omkring holdet frem mod VM?

»Der er også en fantastisk stemning på landsholdet efter vores stærke 2017 - og ikke mindst efter at have kvalificeret os sammen til VM. Jeg glæder mig til at se drengene igen og starte opbygningen frem imod VM, » slutter Kjær, der efter Andreas Bjellands skade kan se frem til at få en ny makker i det danske midterforsvar i de kommende forberedelseskampe mod Panama og Chile.

PÅ VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE SIMON KJÆR SCORE FOR SEVILLA I EN SPANSK LIGAKAMP MOD LOKALRIVALERNE FRA BETIS