Den tidligere landstræner Nils Nielsen er ærgerlig over, at kvindelandsholdets lønforhandlinger nu rammer sporten, og han mener, det kan få uoverskuelige konsekvenser for kvindefodbold.

»Det er helt vildt ærgerligt. Det er rigtig skidt, at det er kommet dertil. Men det kunne ikke være anderledes, end det var lige der. Med den måde, som banen var kridtet op på, var det, det eneste DBU kunne gøre, som var fornuftigt. Det burde Spillerforeningen vide. Man kan ikke være bekendt at hive Holland herop, uden at vi selv har et landshold til at stille op med,« fortæller tidligere landstræner Nils Nielsen om den aflyste testkamp mod tidligere EM-rival Holland på fredag.

Spillerforeningen kræver blandt andet, at spillernes månedlige stipendiater stiger med 342 procent på to år. Det fik forhandlingerne søndag aften til at falde sammen, hvorefter de kvindelige spillere valgte at droppe deres planlagte træning op til testkampen mod Holland. Selvom Nils Nielsen ikke har siddet med ved forhandlingsbordet i søndags, så mener han, at kravet om de 342 procent er alt for højt.

»Jeg ville elske, hvis DBU havde råd til at honorere spillerne, som Spillerforeningen har bedt om, men det ville være ærgerligt at lukke dansk kvindefodbold, fordi landsholdet skal have de vilkår. Jeg kan ikke se, at man skal kunne få det hele på en gang. Det kunne være fedt, hvis der var et pengetræ ude i haven hos DBU, men det er der ikke,« mener han.

Striden handler ikke om små beløb. I alt kræver Spillerforeningen seks millioner kroner mere, end hvad DBU er villige til at give. De har selv budt med en stigning på samlet 800.000 på to år. Derfor har spillerne valgt at boykotte træningen inden testkampen mod Holland. Det skader landsholdet, fortæller Nils Nielsen.

Da han var landstræner, snakkede han med spillerne om, at de ikke skulle lade forhandlingerne gå udover det sportslige, at man måtte forhandle på andre måder. Efter hans exit er den taktik nu ændret.

»Lav forhandlingerne og lad være med at blande det sportslige ind i den konflikt. Man kunne finde en løsning på fem minutter, hvis alle var indstillet på det. Det ville klæde alle parter,« siger Nils Nielsen.

Om mindre end en uge, tirsdag d 19. september, fløjtes første Danmarks første VM-kvalifikationskamp i gang på udebane mod Ungarn. Men det bliver måske uden Danmark, hvis forhandlingerne ikke kommer på plads. De har derfor travlt, og ifølge den tidligere landstræner er det især spillerne, fans og staben, som bliver ramt af det her.

»Det er satme ærgerligt, at det er kommet dertil. Hvis der ikke sker noget inden VM kvalkamp, så kan jeg slet ikke overskue konsekvenserne. Det er et rod. Det er derfor jeg har sagt noget, ellers ville jeg hellere holde mig ude af alt det her. Jeg bliver nødt til at sige noget, når det er mennesker, jeg holder af. Det rammer os, der elsker kvindefodbold,« siger Nils Nielsen.