Det danske fodboldlandshold skal vinde sin kvalifikationsgruppe og dermed kvalificere sig direkte til næste års VM-slutrunde i Canada, USA og Mexico.

Sådan lyder den klare målsætning fra den øverst sportsligt ansvarlige i Dansk Boldspil-Union (DBU), fodbolddirektør Peter Møller, før Danmarks første kamp i VM-kvalifikationen fredag aften mod Skotland i Parken. Kvalifikationsgruppen tæller også Grækenland og Belarus.

- Grækenland og Skotland er ikke bedre os, men det er stærke modstandere. Målet er dog klart: vi skal til VM. Det kan vi ikke diskutere. Det er det, alle fodboldspillere drømmer om. Det er den største scene. Det er den slutrunde, man helst vil med til.

- Med vores spillere og stab skal vi udelukkende gå efter at vinde gruppen. Så er jeg med på, at Skotland og Grækenland er to vanskelige udebaner - det har vi også oplevet tidligere - og det bliver bestemt ikke "a walk in the park", men vi kan og vil ikke løbe fra at være gruppens favorit, siger Peter Møller.

Danmark deltog også ved VM i Rusland i 2018 og VM i Qatar i 2022. Fodbolddirektøren øjner et VM-hattrick.

- Vi har aldrig kvalificeret os til tre VM-slutrunder i træk, og det vil være fedt, hvis vi kan bryde den stime. Vi kommer regelmæssigt med til EM, men VM er bare sværere at kvalificere sig til.

- Med vores historik for at spille mange slutrunder i de seneste år har vi også en forhåbning og klar ambition om at komme til VM. Jeg er glad for, at vi er kommet dertil, hvor vi forventer af hinanden, at vi skal være med til alle slutrunder, og at vi vil vinde alle grupper, siger Peter Møller.

Tidligere blev slutrundekvalifikationer afviklet over en periode på næsten halvandet år, men med indførslen af Nations League i 2018 blev kvalifikationerne berammet til et kalenderår.

I år strækker Danmarks VM-kvalifikation sig over seks kampe på blot 74 dage.

Den kompakte kvalifikation bør være en fordel for de på papiret bedste hold i hver gruppe, mener Peter Møller.

- De bedste nationer har typisk flere dygtige spillere at vælge imellem, så de er mindre udsat i tilfælde af skader. Men hvis vi nu får fire-fem nøglespillere skadet i to måneder, så vil vi jo være klart svækket, selv om vi har gruppens nok største bredde.

- Personligt kan jeg godt lide, at det bliver afgjort over kort tid, og vi har ikke andet valg end at angribe den præmis, kalenderen nu en gang er. Det bliver en hæsblæsende periode, og for os der arbejder med det, kommer det til at føles meget intensivt, siger Peter Møller.

Kvalifikationspremieren begynder klokken 20.45 i Parken.

/ritzau/