En 1-0 føring blev sat over styr, da Liverpool hjemme spillede uafgjort 1-1 mod Wigan.

Efter fire sejre i træk kom Liverpool ned på jorden igen, da Wigan kæmpede sig til uafgjort.

Det er dog hverken Daniel Agger eller Christian Poulsen der kan klantres for, at Liverpool i dag ikke kunne holde deres 1-0 føring, for ingen af danskerne var på banen.

Christian Poulsen så hele kampen fra bænken, mens der er mere mystik omkring Daniel Aggers afbud. Op til kampen var Daniel Agger repræsenteret i Liverpools startopstilling, men af ukendte årsager, højst sandsynligt på grund af en skade, var danskeren ved kampstart end ikke at finde på bænken.

Kampen startede ellers planmæssigt for Liverpool, der efter 24 minutter kom foran på mål af Raul Meireles. Den portugisiske midtbanespiller sparkede flot og fladt bolden i nettet fra kanten af feltet.

Resten af kampen blev en noget tam affære og bød ikke på de store højdepunkter, før Steve Gohouri efter 64 minutter fulgte N’Zogbias indlæg op, og fra tæt hold gjorde det til slutstillingen 1-1, trods voldsom Liverpool-dominans i resten af kampen.