En nu skadet Martin Braithwaite og Toulouse vandt lørdag aften 1-0 på hjemmebane over Evian Thonon Gaillard, der havde Nicki Bille, Daniel Wass og en godt spillende Jesper Hansen med fra start.

Kampens ene mål blev sat ind af Adrien Regattin efter 78 minutters spil. Fra 20 meter lagde den marokkanske kantspiller et smukt frispark i nettet bag en chanceløs Jesper Hansen i Evian-målet.

Efter 35 minutters spil fik Martin Braithwaite mulighed for at omsætte kampens hidtil største chance til mål. Men den danske landsholdsangriber blev pillet af landsmanden og Evian-målmand, Jesper Hansen, i den direkte duel. Martin Braithwaite blev skiftet ud efter 52 minutters spil. Toulouse oplyser på deres hjemmeside, at årsagen til udskiftningen var en skade. Bold.dk melder om en lårskade. Det er dårligt nyt for landstræner Morten Olsen, der i forvejen savner angribere til de kommende kampe mod Tyrkiet og Armenien.

Den tidligere FC Nordsjælland-keeper, Jesper Hansen, stod en flot kamp for Evian, der med nul point mod Toulouse nu ligger sidst i den bedste franske række. Flere gode aktioner fra danskeren sikrede, at nederlaget ikke blev større end tålelige 1-0.

Nicki Bille gjorde sig mest bemærket for et gult kort i første halvleg, inden han blev skiftet ud med tyve minutter tilbage af opgøret.

Toulouse ligger efter fire kampe nummer 11 i Ligue 1.

Lørdag aften var Simon Kjær og Lille også i aktion. Klubben fra Nordfrankrig fik 1-1 på udebane mod Monaco.

Endelig var den tidligere Esbjerg-forsvarer Kian Hansen med til at holde nullet, da Nantes vandt 1-0 over Montpellier.

Søndag aften er der topopgør i den bedste franske liga, når Zlatan og PSG møder Saint Etienne.