Vejle Boldklub har torsdag hentet AGF-målmanden Thomas Hagelskjær, der netop er hjemvendt fra U21 EM i Polen.

Den danske traditionsklub med de udenlandske ejere ser ud til at mene det alvorligt i forhold at nå målet om at vende tilbage til Superligaen. Det kom således som et chok, da Vejle i maj hentede Sønderjyskes nummer 10, Nicolaj Madsen, og nu har klubben altså hentet en målmandsprofil, der dog ikke har spillet meget i AGF.

»Vi har hentet en meget talentfuld målmand, som har alle forudsætninger for at nå toppen. Vejle Boldklub har et utrolig stærkt målmandsteam, og jeg er overbevidst om, at Tovio Vadum kan udvikle Hagelskjær yderligere, og ikke mindst at de to keepere vil presse hinanden til gavn for konkurrencesituationen i truppen,« siger Vejles tekniske chef, Jakob Krüger, i en pressemeddelelse.

I Aarhus-klubben har man måttet erkende, at det med så lange udsigter til spilletid ikke har været muligt at holde på den 22-årige målmand.

»Thomas har gjort en god figur i AGF, hvor han altid har været professionel og en vellidt del af truppen. Men vi må også erkende, at der i et stykke tid har været langt til spilletid på førsteholdet. Derfor er det her skifte en rigtig god løsning for både Thomas og os. Nu kan han komme til en attraktiv klub på et godt niveau, og dermed forhåbentlig fortsætte sin udvikling som målmand. Vi sender Thomas til Vejle med et stort tak for hans tid i AGF og vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden,« lyder det fra sportschef i AGF, Peter Christiansen.

Hovedpersonen selv, der har været i AGF siden 2009, har set sig nødsaget til at forlade den klub, som har betydet så meget for ham.

»Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg skal spille fodbold på et højt niveau, og det kommer jeg tættere på i Vejle. Men det er med vemod, jeg forlader AGF. Jeg har været rigtig glad for at være i klubben, der har været en stor del af mit liv i næsten 10 år,« siger Thomas Hagelskjær.