I dag kan den 43-årige 'handywoman' Jeanne Fjorback hive det ene stykke værktøj efter det andet op ad lommen og fikse stort set, hvad det skulle være, men sådan har det langt fra altid været.

Det var først, da hun for 16 år siden fik lyst til at købe et hus, at det gik op for hende, at det at bygge, reparere og 'gøre det selv' var hendes kald i livet.

På det tidspunkt køber hun 'Aarhus Kommunes billigste hus', som hun kalder det.

Et gammel og slidt hus i den lille by Spørring i det nordlige Aarhus, som trænger til en overhaling. Det er det, som hun har råd til. 1,1 million for 122 kvadratmeter.

Men for at det skal lykkes, spørger hun sin far om hjælp, for hun har ikke meget tiltro til sine egne evner som håndværker. Indtil nu har hun kun repareret lidt på sin motorcykel en gang imellem.

Det går dog hurtigt op for hende, at det her er noget, som hun er både vild med og god til.

»Udover min far var der også nogle håndværkere, vi kendte, som hjalp, og så endte jeg jo med at stå klistret i nakken på dem for at se, hvordan de gjorde, fordi jeg syntes, det var interessant,« fortæller Jeanne Fjorback med et lille grin.

Det ender med, at hun selv både samler og sætter et ikea-køkken op og laver en lille tilbygning til huset.

»Jeg tror bare, at jeg fandt ud af, at det kunne jeg godt finde ud af. Jeg tvivlede heller ikke længere på mig selv, men kastede mig bare ud i tingene,« siger hun og fortsætter:

Jeanne Fjorback fik ikke nogen investering med fra 'Løvens Hule', da løverne mente, hun fokuserede på for mange ting i sin virksomhed, når hun både tager ud som håndværker, har kurser og en webshop. Det ærgrer dog ikke Jeanne Fjorback, da hendes mål med virksomheden ikke er at tjene flest mulig penge. For hendes er det vigtigste, at hun laver noget, som hun elsker og føler giver mening, fortæller hun til B.T. Foto: Handywoman.dk
Jeanne Fjorback fik ikke nogen investering med fra 'Løvens Hule', da løverne mente, hun fokuserede på for mange ting i sin virksomhed, når hun både tager ud som håndværker, har kurser og en webshop. Det ærgrer dog ikke Jeanne Fjorback, da hendes mål med virksomheden ikke er at tjene flest mulig penge. For hendes er det vigtigste, at hun laver noget, som hun elsker og føler giver mening, fortæller hun til B.T. Foto: Handywoman.dk
Vis mere

»Min far kunne heller ikke hjælpe hele tiden, så jeg ville gerne gøre det selv, fordi jeg blev utålmodig, og så fik jeg også en virkelig god følelse, når det lykkedes.«

Processen giver hende så meget blod på tanden, at hun fire år senere køber endnu et byggeprojekt sammen med hendes daværende mand. Denne gang et hus i Hjortshøj, hvor stort set alt skal laves.

»Der var sådan set kun ydermurer tilbage af det oprindelige hus, så det var en totalrenovering, der varede to år og to børn,« siger hun.

Selvom hun er højgravid, da de overtager huset, og bliver det endnu engang under renoveringen, stopper det hende ikke. Hun vil hellere bygge end at bage speltboller og spilde sin tid i en mødregruppe.

»Jeg kan ikke sidde stille så lang tid,« lyder det fra hende.

Samtidig kan hun udnytte sin barselsorlov fra sit arbejde i finanssektoren. Det ender med et hus på 250 kvadratmeter med 140 kvadratmeter værksted.

Et værksted, som hun i dag flittigt bruger i forbindelse med sit eget firma 'Handywoman', som hun i torsdags var i 'Løvens Hule' med.

Et firma, som hun stiftede i 2015, fordi hun ønsker at hjælpe andre kvinder med at turde at springe ud i at hænge et billede op, montere en lampe og og slå et søm i, ligesom hende selv.

»For mit eget vedkommende, syntes jeg, det var dejligt, at kunne gøre nogle ting selv, og så tænkte jeg, at der nok var mange andre kvinder derude, der også gerne ville kunne det, og hvis man så kunne glæde dem, ville det jo være rigtig godt,« siger hun.

I dag tager hun både ud og hjælper kvinder med håndværk i deres hjem, og så afholder hun også kurser, hvor kvinder kan lære at gøre de mest basale ting selv.

Et tiltag, som der er så meget efterspørgsel på, at hun nu har investeret i en kæmpe lastbil, som hun har fået malet pink. Planen er, at den skal fungere som mobil kursusstation, så hun kan komme rundt i hele landet.

I lastbilen skal der være flere stationer. Én hvor kvinderne kan lære at hænge et billede op, én hvor de kan montere en knagerække, én hvor de skal skrifte en vandhane, og én hvor de skal lave en lampe sog bagefter hænge den op. Alle disse ting er Jeanne Fjorback selv i gang med at bygge i lastbilen. Foto: handywoman.
I lastbilen skal der være flere stationer. Én hvor kvinderne kan lære at hænge et billede op, én hvor de kan montere en knagerække, én hvor de skal skrifte en vandhane, og én hvor de skal lave en lampe sog bagefter hænge den op. Alle disse ting er Jeanne Fjorback selv i gang med at bygge i lastbilen. Foto: handywoman.
Vis mere

»Efterspørgslen har været stor, så vi tænkte, 'hvad kan vi gøre for at komme mere rundt i landet', hvis nordjyder og vestjyder også vil på kursus. Lokaler er dyre at leje, så i stedet snakkede vi om at købe en lastbil og og bygge den om, og så gik der en måned, og så var den købt,« fortæller hun grinende.

Fra 16. marts kan alle i landet derfor nemt komme på Jeanne Fjorbacks handywoman-kurser.