Du kender måske hans film 'Mænd der hader kvinder', 'Ser du månen, Daniel' eller hans nyeste skud på stammen, 'Rose'.

Foruden at have stået for samtlige ovennævnte danske filmhit er den nordjyske filminstruktør Niels Arden Oplev også kendt i udlandet for at have medvirket i flere filmproduktioner her.

Nu fortæller Niels Arden Oplev til Kino.dk, at der faktisk var endnu et projekt på vej. Et stjernespækket projekt, der aldrig fik lov til at se dagens lys.

I 2010 fik han manuskriptet til en film kaldet 'The Last Photograph'. Her skulle den kendte filminstruktør Zack Snyder være producer, og selveste Christian Bale skulle være på rollelisten.

Men pludselig blev projektet så omtalt i Hollywood, at Zack Snyder ville have manuskriptet tilbage, og derudover kom der endnu en kendis ind i ligningen, som var med til at vanskeliggøre det hele.

»Så kom Sean Penn ind over, og det gik ligesom galt. Altså, han og jeg gik ikke i spænd sammen. Det var en meget, meget bizar og mærkelig oplevelse at få ham indover. Og han var ikke mit valg, det var Christian Bale, der meget gerne ville arbejde med ham. Jeg ville meget hellere have haft en anden skuespiller på, der havde mere pondus,« fortæller instruktøren.

I dag er Niels Arden Oplev stadig usikker på, hvad der skete, men noget skete mellem Zack Snyder og Sean Penn, og derefter blev den danske instruktør 'presset ud af projektet'.

Zack Snyder har endnu ikke sat filmen i produktion.