Stadigt flere seere har mistet interessen for, hvem det er der dræber, og ifølge programdirektør, Palle Strøm bliver de sidste to afsnit af serien afgørende.

'Den som dræber' nåede for en måned siden op på 1,3 millioner seere. Det fik TV 2's programchef, Keld Reinicke til at gå ud og sige, at serien fortsatte i en sæson to.

Men de gode nyheder nåede kun lige at komme frem, før seertallene faldt, og gårsdagens afsnit nåede kun op på en lille million seere, hvilket ikke er nok.

- Fiktion er noget af det dyreste tv at lave, derfor tager man ikke nogen chancer med sådan noget, og derfor er vi lidt længere tid i tænkeboks, siger programdirektør på TV 2, Palle Strøm 

Otte nye afsnit af 'Den som dræber' koster 35 millioner at lave, og optagelserne til sæson to skulle være gået i gang i april, men TV 2 afventer seertallene på de to sidste afsnit.

- Nu vil vi lige have det fulde billede, og så tager vi den derfra, siger Palle Strøm.

I følge programdirektøren kan seerflugten muligvis skyldes, at serien på ingen måde er for sarte sjæle.

- Vi diskuterede meget, om serien var for uhyggelig, og vi har nok lært, at mange mennesker nok har syntes, at det var for uhyggeligt, siger han.  

Synes du, at TV2 skal lave en ny sæson af 'Den som dræber'?

Deltag i debatten herunder