I ugevis har familie og venner håbet på et mirakel. Også selv om det danske lægesystem havde opgivet. Men den kun 24-årige Tinna Jakobsen kunne til sidst ikke mere,  og natten til lørdag tabte hun kampen til kræften.

- Det her må være den hårdeste dag i resten af mit liv!! Er uden ord, helt tom indeni og mit hjerte er gået i 1000 stykker!! Du vil altid mangle i mit liv elskede, søde Futte :'-( R.I.P smukke engel.

Sådan skriver Tinna Jakobsens søster Lise på Facebook.

Den tidligere Paradise-deltager fik konstateret underlivskræft i 2011, og blev for en kort stund erklæret rask. Men sygdommen vendte tilbage, og hun har siden været igennem både kemobehandlinger og strålingsforløb. Tidligere på året opgav de danske læger at helbrede hende. Selv nægtede den unge kvinde og familien at give op. De begyndte en indsamling for at samle penge til et dyrt behandlingsforløb i Tyskland. Men Tinna Jakobsen nåede aldrig at komme af sted.

Lørdag blev der oprettet en mindeside for Tinna Jakobsen på Facebook. Mindesiden 'R.I.P. Tinna Jakobsen' havde søndag morgen allerede fået over 12.000 likes.