Filmanmeldelse: ’Batman v Superman: Dawn of Justice’ - to stjerner **

Ja, det måtte jo komme. En film hvor to – ellers gode – superhelte kæmper mod hinanden. Og efter at børn og superheltefans – måske især drenge – i en menneskealder har duelleret om, hvem der var stærkest og ville vinde, er det naturligvis Superman og Batman, som kastes ud i denne kamp.

Jesse Eisenberg forsøger sig som en langhåret Lex Luthor. Foto: SF-Film
Jesse Eisenberg forsøger sig som en langhåret Lex Luthor. Foto: SF-Film
Vis mere

Desværre begynder superhelte-mætheden også at melde sig, og instruktør Zack Snyders efterfølger til sin Superman-reboot-filmen ‘Man of Steel’ fra 2013, er en decideret overdosis. Og så er Marvel-rivalen DC Comics kun lige begyndt og har allerede lagt i ovnen til ’The Justice League Part One’ og Part Two (i 2017 og 2019), ’Wonder Woman’ (2017), ‘The Flash’ (2018) og ‘Aquaman’ (2018). Dog begyndende med den længe ventet ’Suicide Squad’ til august.

’Batman v Superman: Dawn of Justice’ begynder genkendeligt med historien om drengen Bruce Wayne som mister sine forældre ved et røverisk overfald i en gyde. I sorgen over tabet løber han væk og falder ned i en hule fyldt med flagermus og resten er historie – som man siger.

Jeremy Irons er Batmans ‘nye’ butler Alfred. Foto: SF-Film
Jeremy Irons er Batmans ‘nye’ butler Alfred. Foto: SF-Film
Vis mere

Nu er Bruce Wayne så blevet voksen – endda meget voksen, for han dyrker nemlig CrossFit, og i rollen som Bruce Wayne/Batman ses en svulmende Ben Affleck, der til tider virker gumpetung – især i kampscene­-koreografierne.

Sideløbende følger vi Clark Kent/Superman – igen spillet af Henry Cavill – hvis historie fortsætter, hvor ‘Man of Steel’ sluttede. Byen Metropolis er stadig rystet efter kampen mellem den kappeklædte superhelt og Kryptons militærleder General Zod, og meningerne om Superman er delte. Som Clark Kent arbejder Superman stadig som reporter på avisen Daily Planet, hvor redaktøren Perry White (igen spillet af Laurence Fishburne) som altid presser ham til at skrive historier, og Kent er fortsat kæreste med kollegaen Lois Lane – igen spillet af den evigt stønnende Amy Adams.

Meningerne om Superman er delte i Metropolis, men han forgudes stadig andre steder i verden. Foto: SF-Film
Meningerne om Superman er delte i Metropolis, men han forgudes stadig andre steder i verden. Foto: SF-Film
Vis mere

Selvom Batman og Superman senere kæmper mod hinanden, er ingen af heltene filmens skurk. Den rolle tilfalder Lex Luthor, som er tilbage i skikkelse af Jesse Eisenberg, der ihærdigt forsøger med lidt Joker-psykose. Hans firma LexCorp har gang i noget eksperimentel forskning, indeholdende liget af General Zod fra Krypton.

Lysår fra Nolans genistreg
Og så er der ellers action og vilde kampe ud på overdrevet. Først mellem Batman og Superman og efterfølgende mod det monster, som Lex Luthor får skabt.

Det hele kan næsten ikke komme længere fra Christopher Nolans Batman-univers og geniale film-trilogi. Alt får lige en ekstra tand og der skrues især op for de overdrevne CGI-kampe, og man ender desværre forpustet og lidt ligeglad.

Instruktør Zack Snyder er tilbage med opfølgeren til ‘Man of Steel’, hvor Superman nu tager kampen op mod selveste Batman - resultatet er desværre ret udmattende og ligegyldigt. Foto: SF-Film
Instruktør Zack Snyder er tilbage med opfølgeren til ‘Man of Steel’, hvor Superman nu tager kampen op mod selveste Batman - resultatet er desværre ret udmattende og ligegyldigt. Foto: SF-Film
Vis mere

Trods et stjernepakket hold af skuespillere – Holly Hunter ses som senator, Jeremy Irons er Batmans ‘nye’ butler Alfred, Diane Lane er stadig Supermans menneske-mor og Kevin Costner ses i tilbageblik, igen som Supermans menneske-far –  føles den to en halv time lange film oppustet, halvhjertet og fyldt med tomme kalorier.

Men lur mig om ikke ‘Batman v Superman’ alligevel går hen og bliver årets næste store action-blockbuster og topper hitlisterne her efter den humoristiske ‘Deadpool’. For superfans er den spæde introduktion af Gal Gadot som Wonder Woman måske endda nok i sig selv.

2 stjerner
'Batman v Superman: Dawn of Justice’, USA, 2016.
Instruktør: Zack Snyder.
Premiere over hele landet.


Se trailer: