Tv-anmeldelse: ’Veni Vidi Vici’ - 3 ud af 6 stjerner Viaplay 10 afsnit - premiere 13. april.
Efter sidste års komedieserie ’Swedish Dicks’ forsøger Viaplay igen med en originalproduktion, og denne gang er detektiv-verdenen udskiftet med filmbranchen, eller nærmere pornobranchen.
Thomas Bo Larsen spiller den lidt selvhøjtidelige danske filminstruktør Karsten Daugaard, hvis seneste film ’Veni Vidi Vici’ (’Jeg kom, jeg så, jeg sejrede’) får ekstremt dårlige anmeldelser, og hans fremtid som instruktør er mere og mere tvivsom.
...og hvis du ikke helt kan udtale titlen ordenligt, så bare rolig, for det har alle andre i serien også problemer med...
Karsten bor og arbejder i Sydsverige sammen med sin svenske hustu Jonna og teenagedatteren Sam, så der tales meget skånsk, og det i sig selv kan jo være meget morsomt.
Vil tilføre pornoen noget poesi
Pga. økonomien – Jonna har længe tjent familiens penge – presses Karsten til at tage et job på svigerfars griseslagteri Eko-gris, hvor han møder en helt anden slags mænd og respekt end de pralende og småmobbende middelklassemænd, parret ellers har i vennekredsen.
Pludselig dukker Karstens bedste ven Vincent fra filmskolen op efter 20 år i Hollywood og tilbyder Karsten et instruktørjob i København.
Han mener nemlig, at Karsten kan øge kvaliteten inden for porno og tilføre hans produktioner noget nyt og poetisk eller pornetry, som han siger. Vincent har så noget salg af ’modermælk’ kørende sideløbende (noget der giver trængende mænd bedre erektion), hvad klart giver masser af problemer - især fra de stumme - eller i hvert fald meget tavse - ortodokse jødebrødre, der åbenbart er bagmænd.
Karstens svigerfar - som langt fra kan lide ham som datterne har valgt - spilles morsomt og på kraftig skånsk af 'den svenske Ole Thestrup', Michael Segerström.
Jeg har haft adgang til seriens fem første afsnit og Karstens familie og vennekreds ved endnu ikke, at det er porno, der giver ham den høje hyre, men det kan ikke vare længe.
Ej heller er den mystiske transskønnede Georginas historie forløst (spillet af canadiske Michael Wincott) - hun er pornoinstruktør og arbejder for Vincent, men bliver degraderet, da Karsten kommer til.
Men Rafael Edholm, der står bag idé, manuskript og instruktion – samt spiller rollen som porno-Vincent – har lavet en meget ujævn serie, som både har et stilistisk udtryk, men også kan virke helt amatøragtig.
Lyden fejler en del - der er endda brugt samme baggrundssnak på både restaurant og efterfølgende til datterens 15 års fødselsdag i hjemmet, men serien er momentvis ret morsom, mens andre scener ligefrem er irriterende, så for at blive i universet – desværre kun tre ståpikke ud af sex.
3 stjerner ud af 6
'Veni Vidi Vici’, 2017.
Instruktion og manuskript: Rafael Edholm.
10 afsnit kan streames på Viaplay.
Se trailer: