Skandinaviske Viaplay trækker et kort ud af ærmet i kampen mod Netflix. Børnekortet.

Selv om amerikanske Netflix stadig er danskernes foretrukne betalings-streamingtjeneste, har Viaplay ikke i sinde at opgive krigen om seerne. Og nu får de kamp til stregen. Med deres nyeste tiltag i streaming-krigen går Viaplay benhårdt efter de aller yngste kunder. Børnene.

Den skandinaviske streamingtjeneste Viaplay kan nemlig i dag løfte sløret for, at de fra dags dato har snuppet rettighederne til tv-kanalen Nickelodeon for næsen af deres hovedkonkurrent, Netflix. En aftale, der træder i kraft fra i dag til år 2020, og som tredobler Viaplays børneindhold med Nickelodeons tegnefilm og serier.

Skal tage alt af sitet
- Det var et ræs de sidste to uger, før aftalen var i hus. Men det lykkedes at købe rettighederne eksklusivt, og det vil sige at vores hovedkonkurrent mister deres Nickelodeon tegneserier og tv-serier. De har derfor fået besked om at tage alt indholdet af per 1. oktober. Det er jo super godt, siger danske Jakob Mejlhede tilfreds. Han er indholdschef for hele MTG’s streamingtjeneste Viaplay og bor fast i London.

Siden 2011 har skandinaviske Viaplay haft Nickelodeon-indhold, men med den nye aftale har de altså købt sig eneret til alt fra børne-tv-kanalen. Og det er en torn i øjet på konkurrenterne, konstaterer Mejlhede med tilfredshed.

Frygtindgydende konkurrenter
- Der er mega meget konkurrence på markedet, og faktisk er der størst konkurrence på det skandinaviske marked. Vi er tre stærke, Netflix, Viaplay og HBO, der kæmper om kunderne, plus en række andre, der forsøger sig. Mange kommer til at tabe den kamp. Netflix er en frygtindgydende stærk konkurrent, men så er der kun en måde at ændre det på, nemlig at gøre det bedre. Vi er heldige, at vi er bedre på sport, hvorimod børn er en helt ny boldgade for os, som vi burde have startet på tidligere. Men nu er vi i gang, siger han.

De nyeste tal fra Kulturstyrelsen/TNS Gallup viser, at YouTube er danskernes foretrukne streaming-tjeneste, efterfulgt af DR og Netflix, som 22 procent af de danske husstande bruger jævnligt. Viaplay ligger ifølge tallene på syv procent af de danske husstande sammen med TDC Play. Indholdschef Jakob Mejlhede vil ikke kommentere på tallene, men magtfordelingen.

- Jeg tror, det her får indflydelse på den balance. Vores kernekunder er familierne, og når du ser på det, der virkelig betyder noget for dem, er det børnestoffet. Det kan måske være en lille synd, men børnestof kan jo godt fungere som en ekstra barnepige en tidlig søndag eller give ro på bilturen, når man giver børnene en iPad. Nu kan vi tilbyde alt fra Nickelodeon, som er kreativit, ikke voldeligt, og jeg føler mig tryg ved at vise indholdet til børn.

FAKTA - Hvad streamer danskerne ?

39 % af de danske husstande bruger YouTube jævnligt
23 % bruger DR
22 % bruger Netflix
7 % bruger Viaplay
7 % bruger TDC Play
42,9 % af de adspurgte danskere siger, at de aldrig ser tv på internettet, mens resten gør det i varierende grad.
Kilde: Tal fra Kulturstyrelsen/TNS Gallup, 2013

FAKTA om streamingtjenester
Alle tjenester fungerer på computer, tablet, smartphone og smart-tv.

- Netflix koster 79 kr. om måneden. Giver adgang til film og tv-serier. Netflix har ikke premierefilm. Fungerer også på PS3, Wii, Xbox, AppleTV og blu-ray.

- HBO Nordic koster 79 kr. om måneden og giver adgang til film og serier. Fungerer også på AppleTV, PlayStation3 og blu-ray.

- Viaplay koster 79 kr. om måneden. Giver adgang til film og TV3’s programmer. Vil man også have adgang til sport, koster tjenesten 229 kr. Fungerer også på blu-ray.

- YouBio fra TDC kører med en kampagne, hvor det netop nu koster 0 kr. året ud ved køb af YouBio-Boks til 495 kr. Vil man se premierefilm, skal de lejes. Fungerer også via en tv-boks.