2014 har været et forrygende film-år, og BTs kulturredaktion har gnasket masser af popcorn i mørket. Traditionen tro har vi bedt dem om at komme med deres bud på årets bedste filmoplevelser. De er både vilde med Lego og rumrejser. Se med herunder.

Henning Høeg,
anmelder og
kulturjournalist

’LEGO FILMEN - ET KLODSET EVENTYR’
Når filmen om Lego og af Lego endelig blev lavet, så er det skønt, at den blev lavet så fremragende. Den helt almindelige Emmet forveksles med ’den eneste ene’- manden, der kan redde alle. Det hele akkompagneres af årets tilfredser-sang ’Everything is Awesome’. Jeg kan ikke få nok. Årets film og årets slutning.

’BOYHOOD’
Der er noget helt magisk ved at se tolv år passere på to timer. I et dusin år fulgte instruktør Richard Linklater drengen Mason (Ellar Coltrane). Far og mor spilles af Ethan Hawke og Patricia Arquette. Ingen dør og ingenting springer i luften. Magien og spændingen findes alene i livet og tidens gang. Genialt.

’AS ABOVE SO BELOW’
Jeg elsker gyserfilm. Og årets overraskelse var John Erick Dowdles historie om den parisiske undergrund, som ingen kender. Ført an af amerikanske Scarlett går en gruppe unge på opdagelse i helvedes forgård, hvor fortid, nutid, fantasi og virkelighed mikses sammen, og ingenting og alting giver mening.


Jan Eriksen,
anmelder og
kulturjournalist

’MAGIC IN THE MOONLIGHT’
En Woody Allen-film skal være meget dårlig for ikke at ende på min top tre. ’Magic In The Moonlight’ er langtfra den aktive filmmagers bedste, men stadig flyder dialogen og spillet begavet og med den arketypiske humor og rytme, som kun Woody mestrer. Fedt plot.

’INTERSTELLAR’

 

Den er meget bedre end sit rygte. Christopher Nolan vil en masse i samme film - science fiction, Star Wars, filosofi, religion, en stribe klassiske, menneskelige Hollywood-konflikter - den slags er forbudt i traditionel dramaturgi, men det fungerer her næsten uden at hakke. Især den menneskelige faktor. Jeg bliver i øvrigt aldrig fan af Matthew McConaughey.

 

’THE GRAND BUDAPEST HOTEL
’Som ’Interstellar’ udfordrer Wes Andersens krøllede midteuropæiske mesterværk filmnormerne. Men han holder fortællingen i stramme tøjler. Den er både vanvittig sjov, alvorlig, spændende og gribende med sin hoppende fortælling om mennesker i et operette-Europa, som muligvis har eksisteret engang og stadig gør.


Rikke Bjerge,
kulturjournalist

’BOYHOOD’
Denne film er intet mindre end helt unik og SKAL ses. Optagelserne til filmen er foregået gennem 12 år, hvor hele filmholdet er mødtes en gang om året for at skyde et nyt kapitel til filmen. Derfor følger man i bogstaveligste og fysiske forstand den samme hovedperson Masons udvikling fra en lille dreng på 5 år til en ung mand, der flytter hjemmefra, ligesom karakterer omkring ham bliver ældre. Filmen er - fuldt fortjent - netop blevet nomineret til flere priser.

’STILLE HJERTE’
Bille Augusts ‘Stille hjerte’ er den mest rørende film, jeg har set i år. Selvfølgelig på grund af et gribende manuskript og handling, men også takket være fantastiske skuespilpræstationer fra hele holdet, heriblandt Ghita Nørby, Morten Grunwald, Paprika Steen og Danica Curcic. Den handler om ægteparret Esther og Poul, som har samlet deres nærmeste til en weekend.

’BEGIN AGAIN/FORELSKET I NEW YORK’
Hvis du er i søndagshumør til en feelgood-film, som samtidig byder på fine karakterer og en sang i ny og næ, så er ’Begin Again’ et must. Filmen (samme instruktør som ’Once’) handler om den afdankede producer Dan (Mark Ruffalo), hvis liv ikke går den rigtige vej i nogen henseende. Fuld og depri finder han vej til en lille bar og hører et nummer sunget af Greta (Keira Knightley), som netop har brudt med sin utro musiker-kæreste (Maroon 5’s Adam Levine).