Dirch-aktuelle Nikolaj Lie Kaas er en del af 'Forbrydelsen 3', der optages i disse dage. Det blev afsløret ved et uheld på statisten.dk, men seriens producer Piv Bernth bekræfter overfor bt.dk


'Vi søger en stand in for Nikolaj Lie Kaas til Forbrydelsen 3’ skriver Statisten.dk. 

Og hvis ’Forbrydelsen 3’ har brug for en stand in, så er det fordi ’the real deal’ er med. Det bekræfter producent af den populære DR-serie Piv Bernth også overfor bt.dk.

DR Dramas successerie ’Forbrydelsen’ kan snart skrive en tre'er på CVet. I første omgang skulle vi finde Nanna Birk Larsens morder, i den anden en seriemorder, som havde en særlig smag for soldater.

Mens disse to første sæsoner pt. hitter i henholdsvis originaludgave og genindspillet engelsk udgave i udlandet, kan vi se frem til at opklare endnu en forbrydelse med Sarah Lund. For nogle kendt som Sofie Gråbøl. Og ja - Nikolaj Lie Kaas, hvis rolle endnu er ukendt. 

Mangler statister

Optagelserne som Nikolaj Lie Kaas’ stand in skulle bruges til har fundet sted, men der søges stadig masser af statister til serien.

Selvom plottet stadig er en ligeså velbevaret hemmelighed som opskriften på Coca Cola, afsløres små bidder til de konspiratoriske sjæle derude. For eksempel er der brug for ’lægetyper’, for sådanne søges på statisten.dk. Men også ’businesstyper’ og ’østeuropære’ søges. 

Der er ikke en endelig dato på, men serien forventes at klistre os til skærmen i løbet af 2012.