BT har mødt veninderne Lise Nørgaard og Vera Gebuhr til en snak om livet, døden og 'Matador'
De har oplevet et helt århundrede. På godt og ondt. Mest på godt. De har været veninder i tæt ved 50 år. For Lise Nørgaard, 95 år, og Vera Gebuhr, 96 år, har livet været en fest. En fest, de begge håber fortsætter, når der engang skal siges farvel til dem.
Begge damer bor stadig hjemme. Lise i Skodsborg og Vera i Gentofte. Vi sidder i stuen hos Vera. En varm og hyggelig stue. Minderne om et langt liv ses i indretningen. I møblerne. Og malerierne, der alle har deres egen historie. Foran på det lille bord, hvor Vera sidder, når hun ser tv, står et billede af Thomas Vrang. Hendes livs kærlighed, der døde for syv år siden. I entreen, inden man kommer ind i stuen, hænger der en platte. En helt speciel en af slagsen. Det er en platte, som alle de medvirkende i danmarkshistoriens mest populære tv-serie har fået. Matador-platten.
Dåbsattesten afslører det indiskutable: Størstedelen af livet er passeret for de to damer. Alligevel er døden noget, de helst ikke vil tænke på.
- Når tanken kommer, så skubber jeg det væk. Jeg vil ikke tænke på det, for hvis jeg gør det, så bliver jeg tosset, siger Vera Gebuhr.
- Det skal man heller ikke, lyder det fra Lise Nørgaard.
Søster fik en skøn død
- Men jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på det, når vi sidder og taler om det. Jeg håber, at jeg dør pludseligt af et hjerteslag eller en hjerneblødning. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvis jeg skulle blive så syg, at jeg mister værdigheden, siger Vera, mens hun kæmper med at få skåret skorpen over på den rejemad, som vi sidder og spiser.
- Min søster, Gerda, fik virkelig ønskedøden. Hun blev fundet af min niece. Der sad Gerda ved sit chatol i sin bedste housecoat, med Politiken, en cerut indenfor rækkevidde og et lille glas whisky, mens det buldrede om ørerne på hende med klassisk musik, siger Lise, inden Vera bryder ind.
- Ved du hvad, det har jo været en skøn død.
- Vidunderlig. Hun har siddet der og haft det rigtig godt. Når hun sad med en whisky, så var det fordi man kunne se i hendes kalender, at hun skulle til tandlæge om eftermiddagen. Og hun hadede tandlæger, siger Lise, holder en kort pause og siger så.
- Men jeg synes, at det var så lortet af hende at dø før mig. Det kan jeg godt sige. Det har jeg ikke tilgivet hende. Men jeg har heldigvis stadig min bror, som er så elskelig. Han er så sød. Han er 93 år.
Hvidvin og sudoku
Når man når en så høj alder, er døden noget, man bliver tvunget til at forholde sig til med jævne mellemrum. Om man vil det eller ej. Vennerne dør, og det gør ondt.
- Det er ikke morsomt, at man overlever alle sine venner. Det er det værste. Det er godt, at Vera holder sig i live, siger Lise og sender et smil i retning af veninden.
Vera: - Hvis bare man ville dø som din søster. Hvis bare man ville falde død om, når tiden er inde. Med et glas hvidvin.
Lise: - Ja, eller siddende. Foran sudokuen i Politiken.
- Men det eneste, jeg vil blande mig i, når jeg er død, det er, at der skal holdes et ordentligt gilde.
Vera: - Ja, og det skal ikke være med gravøl.
Lise: - Nej, der skal være fest.
Vera: - Ja, med masser af mad.
Lise: - Jeg mistede min søn, og det er bestemt ikke det sjoveste i verden at miste et barn. Han havde fortalt, at der skulle være fest med øl og vin i stride strømme.
- Det blev en fest. I begyndelsen tænkte jeg, at det var lige vel meget. Men jeg fandt ud af, at det gode ved en gravøl, det er, når den første begynder at grine, for så er minderne i gang. Så er han til stede iblandt os.
Vera: - Da min mand, Thomas, døde, var jeg noget nede i kulkælderen. Men det var Lise, der fik mig til at grine. Hun sagde til mig: Du skal være ved godt mod, for nu får du jo mere plads i skabet, og du får badeværelset for dig selv. Det sagde hun, siger hun og slår en hjertelig latter op.
Det er noget længere siden, at din mand døde, Lise.
- Ja, det er 27 år siden.
Hvorfor er der aldrig kommet en ny mand i dit liv?
- Oprigtig talt. Hvis man har været gift med en morsom, begavet og smuk mand, så er udvalget altså ikke ret stort.
Sætter pris på mænds lækre hår
- Men jeg vil da sige, at det er godt, at jeg ikke skal vælge en mand i dag, når jeg ser på, hvordan de ser ud. For det første er der meget få, der har lækkert hår. Det sætter jeg pris på. En overgang så de alle sammen ud som om, de lige var i kemobehandling eller de lige var sluppet ud fra Vestre Fængsel efter aflusningen.
Og så deres tatoveringer og Nej, jeg ville aldrig kunne finde en i dag. Det skulle da lige være, hvis det var Roger Federer (tennisspiller, red.). Hvis han stod uden for døren og spurgte, om han måtte bor her, så ville jeg sige: Kom ind og ræk mig poten din, griner hun.
Det gælder om at leve livet, mens man er på jorden, for der er ingen af de to, der tror, at det fortsætter, når vi skal herfra.
- Jeg tror ikke, at der sker noget, når vi er døde. Man bliver til jord. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, siger Vera.
- Det tror jo alle rationelle mennesker, siger Lise.
Men har man ikke brug for Gud til at forklare det uforklarlige? Eksempelvis når et menneske fuldstændig meningsløst dør i en trafikulykke?
- Det er jo tilfældigheder. Det er naturens gang, siger Vera, mens Lise supplerer.
Fis og ballade med kirken
- Ligesom hvis man træder i en myretue, og halvdelen af myrerne dør. Jeg er troende på den måde, at jeg tror på det gode i kristendommen. Jeg er medlem, men jeg bryder mig egentlig ikke så forfærdelig meget om folkekirken. Der er så meget fis og ballade med den. Tag nu altergangen - sådan noget fis.
Gud og Jesus ville dø af grin
- Jeg kan huske en af de sidste ting, jeg oplevede sammen med min søster Gerda, inden hun døde, det var, at vi skulle til barnedåb. Det er en speciel gruppe af ældre mennesker, der går op for at modtage nadveren. Man skulle jo tro, at de var glade. Men vi så den ene mere sur end den anden. Skinhellige, selvretfærdige og kedelige kommer de vandrende ned. Men hvis de tror på det med altergangen, så skulle de jo komme springende og råbe: Tjuhej, nu er vi frelst - i hvert fald for den næste uge.
- Det er pinligt, synes jeg. Det minder jo nærmest om kannibalisme. Både Gud og Jesus ville jo dø af grin, hvis de så det.
