Filmanmeldelse: 'Fast & Furious 8' - 3 ud af 6 stjerner

Selvfølgelig indledes filmen i Cubas Havana, hvor Dom Toretto (Vin Diesel) og Letty (Michelle Rodriguez) er på bryllupsrejse, og Doms fætter er med i filmens første ræs – mellem et rustent skrællet lig af en cubansk amerikanerbil mod en toptunet ditto. Og så er den hæsblæsende historie ellers skudt i gang.

Hjemme i USA træner betjent Luke Hobbs (Dwayne ’The Rock’ Johnson) datterens baseballhold De røde drager – der inden kampen mod De lyserøde sommerfugle lige fyrer en Newzelandsk haka-dans af til modstandernes (ca. 10-årige piger) store forskrækkelse.

Går imod familien
Hobbs bliver midt i kampen hidkaldt af Mr. Nobody (Kurt Russell), da Dom er gået rogue (ude af kontrol og ingen ved hvad han har gang i) og pludselig er i færd med at stjæle et EMP-våben i Berlin.

Superskurken Cipher (i skikkelse af Charlize Theron – som gør det skræmmende godt som kold, kynisk psykopatisk bitch med lange, lyse dreads). Foto: UIP
Superskurken Cipher (i skikkelse af Charlize Theron – som gør det skræmmende godt som kold, kynisk psykopatisk bitch med lange, lyse dreads). Foto: UIP
Vis mere

Dom afpresses til at gå mod sit team, sin familie og sine principper af filmens superskurk Cipher (i skikkelse af Charlize Theron) – som gør det skræmmende godt som kold, kynisk psykopatisk bitch med lange, lyse dreads.

Det er første film uden Paul Walkers Brian, så Doms team består nu af hustruen Letty (Michelle Rodriguez), nørden Tej (Ludacris), komikeren Roman (Tyrese Gibson) og hackeren Ramsy (Nathalie Emmanuel) fra syveren, er nu blevet en del af familien. Dertil kommer Mr. Nobody og hans nye og grønne agent Eric Reisner, der spilles af Clintens søn, Scott Eastwood.

Den britiske skurk Deckard Shaw (Jason Statham) sidder stadig i fængsel, men via betjent Hobbs, vildt parkour og knytnæver slipper han fri. Han skal nemlig nu samarbejde med hele holdet i jagten på Dom, skurken Cipher og hendes højre hånd Rhodes – som spilles af Norges ’Game of Thrones’-skuespiller og røde viking Kristofer Hivju.

Overvågningssystemet Guds øje (fra sidste film) er sat ud af spil, ellers ville det jo være alt. alt for let. Men holdet skal også forhindre Tredje Verdenskrig og at de onde får fat på nogle atombombekoder, så der er nok at se til.

Humor og floskler
Dom, skurken og hele holdet runder lige New York City – hvor det meste af filmens kaos og ødelæggelse med smadrede biler foregår – inden klimaks i Rusland med ubåd, biler på isen, mere kaos og ødelæggelse – samt kontrahacking og en enkelt neon orange Lamborghini.

Det er aktion på aktion – ødelæggelse efter ødelæggelse – garneret med humor, floskler og dyre biler.

Deckard Shaw (Jason Statham) sidder stadig i fængsel, men går denne gang fra skurk til ven af familien. Foto: UIP
Deckard Shaw (Jason Statham) sidder stadig i fængsel, men går denne gang fra skurk til ven af familien. Foto: UIP
Vis mere

’Straight Outta Compton’-instruktøren F. Gary Gray har lavet en rigtig popcornfilm af en blockbuster, der absolut lever op til forventningerne om smarte, dyre biler og masser af ødelæggelse.

Den 71-årige britiske skuespiller Dame Helen Mirren er fan af ’The Fast and the Furious’-serien og henvendte sig til holdet bag for at få lov til at medvirke og fik så rollen som Jason Stathams gangstermor Magdalene Shaw – og spiller den o.k. sjovt.

Andre fans af franchisen får, hvad de kommer for og rigtig meget af det - og længe - men hvorfor al den ødelæggelse? Det virker så absurd at smadre så meget dyrt for at tjene endnu mere, men igen – filmserien har siden 2001 indbragt knap 3,9 milliarder dollar i biografen på verdensplan (plus dvd og vod) og film nr. 9 og 10 er planlagt og kommer i henholdsvis 2019 og 2021.

3 ud af 6 stjerner
'Fast & Furious 8', USA, 2017.
Instruktør: F. Gary Gray.
Premiere over hele landet.


Se trailer: