Dyre byture, hotelophold, taxature og fast food. Det var nogle af de ting, der resulterede i, at 40-årige Jan Kobberø hverken havde råd til at betale regninger, børnebidrag, forsikringer eller A-kasse. I dag går det fremad efter besøget fra 'Luksusfælden'.

I tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden' mødte vi Jan Kobberø. Her skulle eksperterne Carsten Linnemann og Mette Reissmann hjælpe ham med at få styr på den største gæld for en enkeltperson i programmets historie. En gæld, der bestod af 29 forskellige lån og løb op i 700.000 kroner.

»Det er gået rigtig godt siden optagelserne. Jeg føler, at jeg har fået kontrollen tilbage. Det er en befrielse at vide, at jeg hver måned betaler det, jeg skal, selv om der selvfølgelig stadig er nogle kreditorer, der skal forhandles med,« siger Jan Kobberø til BT.

Vennerne vil betale i byen

Et af de store omdrejningspunkter i udsendelsen var de mange ture i byen, som Jan brugte cirka 3.000 kroner på om måneden. Han fortalte, at han ofte tog i byen for at flygte fra virkeligheden. Men som følge af det nyfundne overblik over sin økonomi er byturene nærmere undtagelsen end reglen.

»Hvis jeg tager mig en bytur, er det kun, fordi jeg har pengene til det. Når jeg så er i byen med mine venner, reagerer de på den måde, at de gerne vil betale det hele. Det siger jeg nej til, for jeg er et voksent mennesker, der kan tage ansvar for mig selv,« lyder det fra Jan Kobberø.

Store udfordringer

I programmet blev der ikke lagt skjul på, at det var meget svært for Jan at have en søn i Norge. Det er stadig svært, men det er én af de utaknemmelige ting, han er nødt til at acceptere.

»Det er meget hårdt, at jeg nu kun kan se ham én gang om måneden. Men det går godt. Jeg er nødt til at acceptere det, hvis jeg vil få det hele til at fungere igen. Det er stressende hele tiden at skulle finde et nyt sted at være med ham, når jeg skal besøge ham,« siger han.

En stor udfordring er at indrømme sit problem over for sig selv, venner og familie, samt at skulle lægge store dele af sit liv om. Men under optagelserne har det især været noget andet, der har drænet Jan for energi.

»Det hårdeste har klart været at medvirke i et tv-program, hvor de hele tiden skal presse en maksimalt for at få det bedst mulige tv ud af det. De forsøger at få en til at knække sammen, men det lykkedes ikke med mig,« siger han.

»Derudover er det selvfølgelig sindssygt hårdt at skulle indrømme og erkende ens problem,« siger Jan Kobberø.