Det er den 36-årige skuespiller Helle Fagralid, der spiller Nils Malmros’ kone i hans kommende film ’Sorg og Glæde’.

Det bekræfter hun overfor bt.dk.

Filmen har premiere til efteråret, og optagelserne er for længst overstået. Alligevel er det først nu kommet frem, at filmen handler om en stor personlig tragedie i Nils Malmros’ eget liv. I 1984 dræbte Malmros’ kone deres ni måneder gamle spædbarn som følge af en psykose. Parret er i dag stadig sammen og har ikke fået flere børn.

- Jeg spiller den kvindelige hovedrolle Signe, der får en psykose, siger Helle Fagralid, der for alvor blev landskendt, da hun spillede mor til den bortførte Emelie i DRs 'Forbrydelsen III'. Privat danner hun par med instruktør Ole Bornedal.  

- Det har været fantastisk at arbejde sammen med en instruktør som Nils Malmros. Det har især været spændende, fordi det netop handler om så personligt et emne, siger hun og ønsker ikke at uddybe det yderligere på nuværende tidspunkt.

- Vi har aftalt, at vi gerne vil vente med at sige mere om den del af omtalen indtil premieren. Det er et meget ømtåleligt emne, og det hele er kommet frem lidt tidligere, end vi havde forventet, siger hun.

Filmen har premiere 14. november i år.