Filmanmeldelse: ’Hacksaw Ridge’ - 3 ud af 6 stjerner
Mel Gibson er efter 10 år tilbage som instruktør og har nærmest lavet to film i én - hvor den første time og et kvarter er ren knaldroman, hvor vi følger hovedpersonens opvækst i en dysfunktionel religiøs familie. Derefter går filmen over i en totalt realistisk lavet krigsfilm.
I første del hober klicheene sig op i bunker som ligene af soldater på slagmarken senere. Vi er i slutningen af 1920erne i Virginia, hvor Doss-brødrene har naturen som legeplads, men slås, som var de Kain og Abel.
De bor med en alkoholiseret krigsveteran-far - som lever i fortidens krigstraume - og deres religiøse mor. Familien tilhører Syvende Dags Adventistkirken, men faderen banker både drenge og hustru.
15 år senere melder først bror Harold sig til hæren, og pga. angrebet på Pearl Harbor melder hovedpersonen Desmond sig efterfølgende. Inden da har Desmond mødt og forelsket sig i sygeplejersken Dorothy, som han gifter sig med på sin første udgang fra træningslejren.
I hærens barakker introduceres vi for den ene karikerede type efter den anden, og da Desmond nu er religiøs pacifist, som står stålfast på sine idealistiske principper om ikke at bære våben og træne eller kæmpe om lørdagen, får han hele toppen af hæren - samt sine medrekrutter på nakken. De gør alt for, at han skal opgive.
Slaget om Okinawa
Det lykkedes dog ikke, og han bliver den ’militærlæge’, han drømte om, og først da hans deling sendes i kamp i Japan, bliver filmen okay god. Her oplever vi en vildt rå og realistisk gengivelse af ’Slaget om Okinawa’, hvor soldaterne dør på stribe og skudte og skadede hjælpes ned ad bjerget, hvor kampene foregår.
Andrew Garfield (kendt fra 'Spider-man') spiller hovedrollen, Desmond, rigtig godt og i andre roller ses Teresa Palmer som sygeplejersken Dorothy, australske Rachel Griffiths som den religiøse mor, Hugo Weaving overspiller som den fordrukne far og Vince Vaughn spiller den semi-humoristiske sergent Howell.
Hovedpersonen og fortællingen er sandfærdig, for virkelighedens Desmond Doss fik som den første pacifist en tapperhedsmedalje for egenhændigt at redde 75 soldater. Han døde i 2006, 87 år gammel.
Som sagt er der for meget lægeroman og religiøsitet over første del af filmen, som dog vinder i sidste halvdel. Klart en film, min mor vil elske søndag eftermiddag, men lidt rigeligt med 'fløde og sukker' inden den rå krigsrealisme til min smag.
3 ud af 6 stjerner
’Hacksaw Ridge', USA/Australien, 2016.
Instruktør: Mel Gibson.
Premiere over hele landet.
Se trailer: