'Fantastic Four'

Det vælter frem med superheltefilm, og Marvels sidste skud på stammen, er dette ’reboot’ af ’De fantastiske fire’ med et nyt hold af skuespillere end sidst (2005 og 2007) og med instruktør Josh Trank (’Chronicle’) ved roret.

Instruktøren har lavet en oprindelses-historie, hvor vi møder supergeniet Reed Richards som teenager (spillet af Miles Teller fra 'Whiplash'). Han bliver bedste ven med arbejderklasse-drengen Ben Grimm (Jamie Bell fra 'Billy Elliot'), og sammen laver de et fysikprojekt med teleportering mellem dimensioner.

Teleportering-opfindelse
Vennerne hånes, men opdages af videnskabsmanden Dr. Franklin Storm, som giver Reed plads blandt andre genier på Baxter Institute, hvor han kan arbejde videre på projektet.

Dr. Storm har børnene Sue og Johnny (de spilles af Kate Mara fra 'House of Cards' og Michael B. Jordan fra 'Fruitvale Station') og Storm henter også hackeren Victor Von Doom (Toby Kebbell fra 'RocknRolla') tilbage til Baxter Institutet. Sammen prøver de unge teleportering-opfindelsen, før NASA overtager, og først cirka halvvejs inde i filmen får de fire deres superkræfter.

Josh Tank forsøger forgæves at balancere mellem mørke og følelselser, men man har svært ved at sympatisere med deres situation og kan ikke rigtig mærke personerne trods okay kemi. Filmen ender derfor ret ligegyldig og ville måske have fungeret bedre i en humoristisk form.

Men to’eren er selvfølgelig på vej.

2 stjerner
'Fantastic Four', USA, 2015.
Premiere over hele landet.

Se trailer: