Filmanmeldelse: ’Transformers: The Last Knight’ - 2 ud af 6 stjerner

Instruktør Michael Bay (’Armageddon’ og ’Pearl Harbor’) er tilbage med sin femte gigantiske Transformer-film på tiende år, og meget lidt har ændret sig.

Jo jo, hovedrolleindehaver Shia LaBeouf blev udskiftet efter treeren, så for anden gang ses Mark Wahlberg i rollen som den Autobot-venlige mekaniker Cade Yeager, og de eksplosive scener og kampe er blevet vildere og mere rodede, men ellers er femte omgang med legetøjsrobotterne på de fleste punkter ren reprise.

Der er selvfølgelig gensyn med de forskellige Autobots og Decepticons. Her er det Bumblebee, der i øvrigt næste år får sin egen prequel-fortælling i filmen 'Bumblebee'. Foto: Paramount Pictures
Der er selvfølgelig gensyn med de forskellige Autobots og Decepticons. Her er det Bumblebee, der i øvrigt næste år får sin egen prequel-fortælling i filmen 'Bumblebee'. Foto: Paramount Pictures
Vis mere

Denne gang har man kastet sig over kong Arthur og ridderne af det runde bord – de dannede deres hemmelige loge og levede deres liv alene for at beskytte eksistensen og sandheden om Transformers og Jorden, som så faktisk hedder Unicron.

Merlins tryllestav
Plottet er tyndt og rodet – og den såkaldte Transformer-mytologi er nok noget nær den mest tåbelige af alle mytologier – og der har ved gud været mange besynderlige af slagsen i film gennem tiden – især i disse bombastiske blockbustere.

Den snart 80-årige Oscarvinder Anthony Hopkins spiller Sir Edmund Burton. Foto: Paramount Pictures
Den snart 80-årige Oscarvinder Anthony Hopkins spiller Sir Edmund Burton. Foto: Paramount Pictures
Vis mere

Men tænke sig, troldmanden Merlins tryllestav kan åbenbart redde planeten Cybertron, så naturligvis går jagten ind på at finde denne stav. Skurkene er dog stadig Megatron og Decepticons, men en kvindelig alien-agtig metalblækstrutte ved navn Quintessa styrer nu konflikterne og kampenes gang. Plus at det nu også er blevet Optimus Primes tur til at gå over til den mørke side.

Filmen fortsætter, hvor vi slap i fireren, men de monstrøse Transformers er nu forfulgte og kan kun leve frit i Cuba. Optimus Prime tog jo ud i rummet sidst for at finde sin skaber, og Cade Yeager (Wahlberg) er stadig bedste venner med Autobotterne, men af årsager jeg ikke helt fangede, så kan han end ikke tale i telefon med sin datter, men kun lytte til hendes stemme for ikke at blive sporet og fundet.

I ’The Last Knight’ lånes der også med arme og ben fra andre film og historier. Vi introduceres eksempelvis for Izabella – en ung forældreløs pige (helt som Rey i ’Star Wars: The Force Awakens’), som lever i ruinerne på robot- og billossepladsen med sin bedste ven, den WALL-E-agtige robot Sqweeks og sin beskytter-Autobot Canopy. Og Anthony Hopkins’ butler-makker Cogman er også en ren C-3PO-kopi.

Vi kommer lidt omkring - både i tid og sted - her er det i kong Arthur og ridderne af det runde bord-tiden. Foto: Paramount Pictures
Vi kommer lidt omkring - både i tid og sted - her er det i kong Arthur og ridderne af det runde bord-tiden. Foto: Paramount Pictures
Vis mere

Den snart 80-årige Oscarvinder Anthony Hopkins spiller Sir Edmund Burton, der skal give historien om kong Arthur og ridderne tyngde, men mytologien er fjollet. Det lader til, at instruktør Michael Bay ikke har særlig høje tanker om sit publikum – som om de ikke selv kan regne noget ud – for alt udpensles, forklares og gentages trættende – ja tak, så har vi set, hørt og forstået det.

Der er penge i skidtet
Blandt de kendte stemmer til Transformerne er igen Steve Buscemi, Jim Carter, Omar Sy og John Goodman. Josh Duhamel, der har været med fra begyndelsen, ses igen som Lennox, og Stanley Tucci spiller (denne gang) Merlin.

Josh Duhamel (kendt fra bl.a. tv-serien 'Las Vegas' og filmen 'Safe Haven'), der har været med fra begyndelsen, ses igen som Lennox. Foto: Paramount Pictures
Josh Duhamel (kendt fra bl.a. tv-serien 'Las Vegas' og filmen 'Safe Haven'), der har været med fra begyndelsen, ses igen som Lennox. Foto: Paramount Pictures
Vis mere

Med sine to en halv time – alle Transformer-films minimum – er ’The Last Knight’ alt, alt for lang, men også alt for meget, alt for larmende og ikke mindst alt, alt for ligegyldig.
Man kunne håbe, at denne blev sidste film i serien, men jeg er jo heller ikke en præteenage dreng (målgruppen) og der er ufattelig mange penge i skidtet. To af Transformer-filmene har f.eks. hver indbragt over én mia. dollar.

Så selvfølgelig er der allerede flere film på vej – næste år kommer ’Bumblebee’, en prequel-fortælling om Autobotten Bumblebees tid på Jorden, og ’Transformers 7’ er klar i 2019.

2 ud af 6 stjerner
’Transformers: The Last Knight’, USA, 2017.
Instruktør: Michael Bay.
Premiere over hele landet og vises i 3D.


Se trailer: