Filmanmeldelse: 'Boss Baby' - 3 ud af 6 stjerner

Som førstefødt og enebarn har mange børn oplevet dilemmaet mellem ønsket om en mindre søskende og tilfredsheden med status quo, hvor man er ene om al opmærksomheden.

Syvårige Tim har begge forældres fulde opmærksomhed og nyder treenigheden i familien Templeton i DreamWorks' nye animationsfilm, hvor livet er en stor leg i drengens vilde og livlige fantasiverden med superhelte, pirater og rumskibe i en ydre galakse.

Tim synes, det er noget mystisk, at den dominerende baby - med skumle bagtanker - ankommer i taxi, iført jakkesæt og dokumentmappe. Foto: DreamWorks
Tim synes, det er noget mystisk, at den dominerende baby - med skumle bagtanker - ankommer i taxi, iført jakkesæt og dokumentmappe. Foto: DreamWorks
Vis mere

Men det idylliske familieliv, hvor puttetid består af tre historier, fem kram og en særlig sang afbrydes brat, da en uønsket lillebror ankommer – i taxi vel at mærke og iført jakkesæt og dokumentmappe.

Tim synes – som den eneste – at det hele er noget mystisk og at denne dominerende baby har skumle bagtanker, for mor og far bestiller ikke andet end at opvarte Boss Baby – dag og nat – og når ungen endelig sover og der er mulighed for lidt Tim-tid, så er forældrene udmattede og bedøvede af søvn på sofaen.

Tims forældre bestiller ikke andet end at opvarte den dominerende Boss Baby og bagefter falder de udmattede og bedøvede af søvn på sofaen. Foto: DreamWorks
Tims forældre bestiller ikke andet end at opvarte den dominerende Boss Baby og bagefter falder de udmattede og bedøvede af søvn på sofaen. Foto: DreamWorks
Vis mere

Tim opdager, at Boss Baby er på mission for Baby Corp – firmaet der leverer babyer til hele verden, og lillebrors opgave er at finde frem til planerne om en ny evighedshvalp – en hvalp der forbliver hvalp – som snart lanceres, hvilket vil mindske babylysten hos mennesket og derfor vil gå ud over babybranchen.

Kærlighed mellem søskende
Begge forældre arbejder i Hvalp A/S, der står bag denne nye hundeopfindelse, så det er logisk, at det netop er hos Templetons, Boss Baby er endt.

Der er masser at grine ad for både børn og voksne – dog er alle firma­sagerne nok mere til sidstnævnte og fylder en del. Mange forældre vil naturligvis nikke genkendende til, at huset og hverdagen overtages af en lille chef i ble.

Der er selvfølgelig også en skurk, men er det Boss Baby, hans chef eller forældrenes boss?

Når det kommer til stykket - uønsket lillebror eller ej - handler det i brund og grund om familie og kærlighed mellem søskende. Foto: DreamWorks
Når det kommer til stykket - uønsket lillebror eller ej - handler det i brund og grund om familie og kærlighed mellem søskende. Foto: DreamWorks
Vis mere

Historien bliver indimellem lidt for ’amerikansk’, sukkersød og fortænkt – især i brugen af The Beatles’ ’Blackbird’ – men animationen er godt lavet og ligner en blanding mellem den japanske Kewpie-baby, den amerikanske kunstner Margaret Keanes store øjne-malerier og Littlest Pet Shop-legetøjet.

Mon det hele blot er en metaforisk manifestation af Tims følelser og livlige hallucinerende fantasi?

Dog er historien slet ikke så kompleks som det måske kan lyde, men handler i bund og grund om familie og kærligheden mellem søskende.

3 ud af 6 stjerner
'Boss Baby', animation, USA, 2017.
Instruktion: Tom McGrath. (Originale stemmer: Bl.a. Alec Baldwin, Steve Buscemi, Jimmy Kimmel, Lisa Kudrow og Tobey Maguire. Danske stemmer: Bl.a. Søren Pilmark, Lucas Lomholt Eriksen, Niels Olsen, Mads Knarreborg og Anne Oppenhagen Pagh)
Premiere over hele landet.


Se trailer: