Filmanmeldelse: 'Logan' - 4 ud af 6 stjerner
Den australske skuespiller Hugh Jackman havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hans superhelterolle skulle blive så populær og vare så længe, da han i 2000, og i sin første store film, for første gang lod bakkenbarterne vokse, håret fønne og iklædte sig de skarpe metalkløer som mutanten Wolverine i Marvel og Bryan Singers ’X-Men’.
Nu, 17 år og ni filmoptrædener senere, tager han afsked med rollen i sidste film i Wolverine-trilogien, og det gør han med følelse og bravur.
Året er 2029, hvor næsten alle mutanter er uddøde, og vi møder en svækket og fordrukken James ’Logan’ Howlett, som nu knokler som limousine-chauffør i El Paso, Texas. Han er så udmattet af at køre rundt med fulde yuppi-drenge og flirtende prom-piger, at han faktisk overnatter i bilen, da den er i færd med at blive skrællet af en bande, som han nærmest ikke orker at kæmpe imod.
Bor isoleret i Mexico
Logan arbejder så meget for at skaffe penge til medicin til at holde sin gamle Professor X – Charles Xaviers (Patrick Stewart) begyndende demens nede, så hans anfald mindskes. Logan bor nemlig sammen med Charles og albinoen Caliban godt isoleret på den anden side af grænsen i Mexico, hvor den syge professor holdes indespærret i en nedlagt vandtank for sit eget bedste og for at undgå, at anfaldene – der manifesterer sig gennem mentale chokbølger, der lammer alle i nærheden – ikke skader nogen.
Går grassat med sine metalkløer
Pludselig opsøges Logan af en kvinde med en 10-12-årig pige, som tilbyder ham en stor sum penge for at hjælpe dem med at komme til Nord-Dakota, da de er på flugt fra skurken Donald Pierce (tilpas usympatisk spillet af Boyd Holbrook), som med sin mekaniske hånd og sit Reavers-team arbejder for Dr. Zander Rice (Richard E. Grant). Sidstnævnte har som en anden Josef Mengele eksperimenteret med mutanter og er grunden til, at ingen nye mutanter er født naturligt de sidste 25 år, og han vil for enhver pris have fat i pigen Laura pga. hendes evner.
Logan finder hurtigt ud af, at Laura har samme egenskaber som ham selv, da hun går fuldstændig grassat med sine metalkløer. Hun har endda også de skarpe meltalblade på fødderne, så hendes ofre kan choppes helt i småstykker.
Den svækkede og alkoholiserede Logan – som ellers bare drømte om at købe en båd og leve på havet – må modvilligt flygte sammen med Charles og Laura. De har konstant Pierce og Reavers-teamet i hælene, fordi skurkene bruger albinoen Calibans evner til at lugte mutanter.
Logan bliver stadig svagere og svagere, han forgiftes langsomt indefra af Adamantium, men han er jo også godt op i årene, har brug for læsebriller og nok noget nær den superhelt, som har været allermest igennem.
Alligevel står han for en af de bedre actionscener, da han nærmest kravler sig frem på et hotel i Oklahoma City, midt i Charles’ største anfald, hvor 400 mennesker lammes.
Jeg skal ikke afsløre, hvordan ’Logan’ ender og Jackman siger farvel, men blot sige, at det klart er én af de bedste ’X-Men’-film, jeg har set. Den er meget blodig og barsk. Alligevel værdsætter instruktør James Mangold (’Walk the Line’, ’The Wolverine’ og ’3:10 to Yuma’) det rene i historien og rammer en rigtig god – næsten ’Mad Max’-agtig – tone (og ørkenomgivelser) i den endelige afsked med Wolverine. En film, hvor superhelten bruger sine metalkløer og efterlader lig på stribe, men hvor det menneskelige element fylder lige så meget som den voldelige action.
Den spanskfødte spillefilmsdebutant Dafne Keen spiller den tavse og dyriske Laura godt, og Patrick Stewart er som altid vildt god, men desværre er filmen blevet alt, alt for lang, så med sine to timer og 17 minutter skal man enten værer super Marvel-fan eller yderst tålmodig for ikke at blive lidt urolig i biografsædet.
4 ud af 6 stjerner
'Logan', action/drama, USA, 2017.
instruktion og historie: James Mangold.
Premiere over hele landet.
Se trailer: