Filmversionen af den dyreste danske TV-serie nogensinde satser på at deltage i kampen om Guldbjørnen ved filmfestivalen i Berlin.

Miso Film, som er producenten bag den kommende storserie om den dansk-tyske krig i 1864, annoncerede fredag, at filmversionen af »1864« vil blive kørt i stilling til at deltage i kampen om Guldbjørnen ved filmfestivalen i Berlin i 2015.

»Vi kan selvfølgelig ikke selv bestemme, om vi kommer med, men vi har en god fornemmelse, og derfor stiller vi op,« siger Peter Bose, der er producent på TV-serien og biograffilmen, som begge har manuskript af instruktøren Ole Bornedal.

Normalt annoncerer filmproducenter ikke på forhånd om de vil forsøge at komme med i de prestigiøse festivalkonkurrencer som Cannes og Berlin, men Peter Bose er fuld af optimisme efter den respons som en netop færdiggjort promofilm for TV-serien fik på den nys overståede TV-festival i Cannes.

»Der var god positiv respons fra salgspartnere i England, USA og resten af Europa,« siger Peter Bose.

Umiddelbart kan det måske virke besynderligt, at udenlandske distributører og TV-stationer skulle interessere sig for en dansk TV-serie om en mindre krig i et hjørne af Europa, men store internationale succes’er som »Borgen« og en historisk film som »En Kongelig Affære« har skabt forhåndsinteresse for danske TV-produktioner.

»Det behøver ikke længere være en krimi for, at udenlandske købere gerne vil kigge på en dansk produktion,« siger Peter Bose.

Promofilmen er en højdramatisk sammenklipning af de slagsscener, som Miso Film og Ole Bornedal har optaget i Tjekkiet, samt de netop overståede »hjemmefrontsscener«, der er blevet optaget på Fyn. Tilsammen får man indtryk af en TV-serie, der trykker alle tangenter i bund med svulmende kærlighedsdrama, krigsgru og et fingerspids nationalfølelse med vejende Dannebrog over skanserne ved Dybbøl.

TV-seriens samlede budget på 173 millioner kroner gør de otte afsnit i »1864« til den dyreste TV-serie, der er blevet optaget i Danmark, langt foran »Bryggeren« der i nutidskroner kostede omkring 120 millioner kroner. »1864« er blandt andet blevet finansieret med 100 millioner kroner fra de overskydende licensmidler. Til gengæld har filmversionen ikke fået filmstøtte fra Det Danske Filminstitut, på trods af, at producenten har søgt både den såkaldte konsulentordning og markedsordningen inden for støttesystemet.

»Så snart vi står med den første råklip af filmen vil vi igen søge markedsordningen. Det er er nemlig også vigtig for vores festivaldeltagelse, at filmen har opbakning for Det Danske Filminstitut,« siger Peter Bose.

»1864« har dansk TV-premiere den 27. september næste år.