For et år siden blev Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C. forældre til sønnen Constantin. Og når hun fra næste uge står på scenen i Tivolis Koncertsal i musicalen ‘Elf’, er det rapperen, der passer barn.

Der er ikke brug for barnepiger i kæmpevillaen i Hellerup, når kunstnerparret Christiane Schaumburg-Müller og Liam O’Conner, bedre kendt som rapperen L.O.C., hver især passer deres arbejde. Det fortalte den 35-årige nybagte mor til BT i forbindelse med pressemødet på musicalen ‘Elf’, der har premiere i næste uge i Tivolis Koncertsal.

»Når jeg er på scenen, er det Liam, der er derhjemme og passe Constantin. Vi har faktisk ikke brug for nogen til at passe ham«, fortæller Christiane Schaumburg-Müller.

Som alle andre nybagte mødre lyser hendes ansigt op, når der bliver spurgt til, hvordan det går med lille Constantin, der blev født den 25. september sidste år.

»Det er så magisk. Det at føde et barn, som man bare elsker ubetinget. Jeg kan slet ikke forstå, at den her kærlighed bare kan blive ved med at vokse sig større og større«, fortæller hun med øjne, der stråler over sønnen.

Christiane Schaumburg-Müller får sit comeback på scenen i den kvindelige hovedrolle, Julie,  i 'Elf - the Musical', der har premiere på torsdag i næste uge i Tivolis Koncertsal.
Christiane Schaumburg-Müller får sit comeback på scenen i den kvindelige hovedrolle, Julie,  i 'Elf - the Musical', der har premiere på torsdag i næste uge i Tivolis Koncertsal. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»For mig er det klart det største, der er sket i mit liv«.

Har I planer om at få flere børn?

»Ja. Vi har hele tiden haft planer om at få flere børn. Men jeg er ikke gravid. Endnu«, ler den tidligere vært på 'Vild med dans' med sin karakteristiske hæse latter.

De relativt nybagte forældre har ikke haft travlt med at vise deres søn for offentligheden. Faktisk er de lige så private omkring sønnen, som de var ved deres bryllup for fem år siden. Det blev holdt på tv-baronessen Caroline Flemmings Valdemar Slot. Men selv om pressen var mødt talstærkt op, viste parret sig ikke sammen, hverken før eller efter vielsen i slotskapellet.

Derfor har de heller ikke slæbt deres lille søn med i barnevognen udstyret med store høretelefoner i løbet af i år, hvor L.O.C. var på turné. Og så blev koncerterne i øvrigt spillet om aftenen, hvor sønnen var puttet.

»På hvis bekostning ville det have været at have ham med, når han allerhelst ville ligge og sove. For var det bare for at vise ham frem? Det bliver noget andet, når han er større. Der passer det også bedre at have ham med til lydprøver, hvor han kan få lov at rende rundt«, mener '2900 Hellerup'-skuespilleren.

I stedet tog parret det for forældre så velkendte kneb i brug. De tilkaldte farmor til at passe Constantin.

»Så tog jeg til Liams koncert. Eller noget andet«, siger hun.

Det er første gang efter graviditeten og sønnens fødsel, at den 35-årige radio- og tv-vært, model, sanger, danser, skuespiller og forretningskvinde er at finde på de skrå brædder igen.

Efter hun forlod værtsjobbet på 'Vild med dans' i 2012, har multitalentet nemlig haft travlt med at etablere sin egen forretning, hvor hun blandt andet udgiver magasinet ChriChri, har udgivet en bog med egne tips om makeup. Og nu har hun udvidet konceptet til også at omfatte tv-udsendelser.

Men fra næste torsdag, hvor der er premiere på ‘Elf’, vil hun være på scenen helt frem til jul i det julepyntede og udsmykkede Tivoli. Her har hun den kvindelige hovedrolle, Julie, der også er en af fortællerne, der binder muscialen sammen. Dét glæder hun sig til. For i dag, hvor det er hendes virksomhed, hun satser på, giver hun kun sig selv lov til at vende tilbage til scenen hvert andet år.

»De forestillinger jeg vælger, er nogle jeg virkelig har lyst til. For det er ikke mit virke, fordi jeg har masser af arbejde med ChriChri. Derfor bliver de teaterforestillinger eller musicals, jeg er med i, nogle kærlighedsprojekter for mig«, afslører hun.

Siden Mikkel Lomborg var i begyndelsen af 20'erne, har han drømt om at medvirke i en muscial. Nu går drømmen i opfyldelse, når ELF - The Musical' får premiere i  Tivolis koncertsal næste torsdag. 
Siden Mikkel Lomborg var i begyndelsen af 20'erne, har han drømt om at medvirke i en muscial. Nu går drømmen i opfyldelse, når ELF - The Musical' får premiere i  Tivolis koncertsal næste torsdag.  Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hr. Skægs store drøm er gået i opfyldelse

I 10 år har den høje, mørkhårede mand med det meget lange skæg henrykket børn og barnlige sjæle som ‘Hr. Skæg' på DRs børnekanal Ramasjang. Nu har den 46-årige børnevært endelig fået sin første rolle i musicalen ‘Elf’.

»Det er slet ikke Hr. Skæg, der er med i denne her forestilling. Det er Mikkel Lomborg, der for første gang i 10 år prøver, om isen kan bære, hvis jeg kaster skægget«, lyder det med latter i stemmen fra Mikkel Lomborg, som er ‘Hr Skæg’s navn i det civile liv.

Mikkel Lomborg sidder på et trappetrin på scenen iført det røde julemandskostume, som han bærer i musicalen ‘Elf’. Her skal han både synge og danse. Noget af et kvanteskridt for den populære børnevært. Alligevel krævede hans sceneskift blot en opringning fra Nikolaj Koppel, underdirektør for musik i Tivoli, som tilbød ham rollen.

»Det er i virkeligheden dét, jeg har drømt om i mange år. At lave musicals. Men jeg har bare ikke turdet«, fortæller Mikkel Lomborg, der er uddannet pædagog for over 20 år siden.

Men var hans ungdomsdrømme blevet realiseret, havde han ikke været børnevært på fjernsynet i rødt jakkesæt og med et meterlangt skæg. I stedet var han blevet operasanger. Mikkel Lomborg fik nemlig blod på tanden til at gå scenens vej, da han i sine tidlige 20’ere medvirkede i en semiprofessionel produktion af ‘Jesus Christ Superstar’.

»Jeg ville synge og stå på en scene resten af mit liv. Så jeg begyndte at gå til sang og fandt ud af, at jeg kunne synge opera. Så jeg skulle selvfølgelig ind på konservatoriet og være operasanger«, fortæller han.

Men da datoen for optagelsesprøven nærmede sig, gik det galt.

»Det var nok, fordi det betød så meget for mig, at jeg fik et angstanfald. Jeg gik fuldstændig i brædderne og lå i fosterstilling i tre dage derhjemme. Derfor kom jeg ikke til optagelsesprøven. Selv om de ringede til mig flere gange«.

I stedet blev han uddannet pædagog. Det var en tryg og sikker havn for den høje mørkhårede mand, der allerede på det tidspunkt havde anlagt sit lange, karakteristiske skæg.

Indtil den dag hvor en mand spottede ham på et dansegulv, fordi han syntes, Mikkel Lomborg havde et sjovt skæg. Det viste sig, at man netop ledte efter en mand med et langt skæg til nogle nye børneprogrammer til fjernsynet.

»Det er 10 år siden. Og nu sidder jeg så her. Målet er nået. Men jeg er lidt bange. Det må jeg indrømme. Men det må altså briste eller bære. For hvis man vil vinde noget her i livet, må man også sætte noget på spil. Det gør jeg så nu her på de skrå brædder.«, siger han og laver en bevægelse med armen, der omfatter hele Tivolis Koncertsal.