»Du får blæst sokkerne af.«

Coronapandemien har længe sat en stopper for alt, hvad der hedder store begivenheder i store arenaer. Det gælder også for Counter-Strike-fans, der i næsten to år har måtte nøjes med at se de store stjerner i aktion hjemme fra stuerne. Men nu er tilskuerne tilbage i fuldt flor – og om lidt sker det på dansk jord.

I slutningen af november løber den store turnering Blast Premier Fall Final nemlig af stablen, og her vil mere end 25.000 mennesker i løbet af tre dage se nogle af verdens bedste Counter-Strike-hold folde sig ud i Royal Arena, hvor der kæmpes om det prestigefyldte trofæ og en præmiecheck på 1,5 millioner kroner.

Bag turneringen står den danske virksomhed Blast, og her glæder man sig som et lille barn til juleaften. Det er nemlig kulmination på flere års arbejde, der inden længe finder sted i København.

Royal Arena har flere gange dannet ramme for store Counter-Strike-kampe, men i år bliver det vildere end nogensinde før, garanterer arrangørerne.
Royal Arena har flere gange dannet ramme for store Counter-Strike-kampe, men i år bliver det vildere end nogensinde før, garanterer arrangørerne. Foto: Stephanie Lindgren/BLAST
Vis mere

»Vi har ventet på det her i to år. Vi er så klar, og der er gjort ekstra meget ud af det, netop fordi vi har siddet i venteposition. Nu har man det som en hest i en bås, der bare venter på at kunne blive skudt afsted,« siger Nicolas Estrup, der er vice president of product hos Blast, til B.T.

Det er første gang, siden coronapandemien ramte, at det igen vil være muligt at se Counter-Strike live på dansk jord.

Men hvad kan man egentlig forvente, hvis man tager turen til Amager for at se de største stjerner i det populære skydespil?

»Den største misforståelse er, at folk tror, at de skal ind i en form for gymnastiksal og se unge spille computer om nogle penge. Det er størrelsen, der altid blæser folk bagover. Med det samme vil du forstå, at det er voldsomt, stort og seriøst. Du bliver blæst bagover. Jeg tror helt klart, at man skal gå ind med det mindset, at man skal ind og se sport på allerhøjeste niveau,« forklarer Nicolas Estrup.

Danske Heroic nåede i sidste weekend semifinalen ved årets Major i Avicii Arena i Stockholm. Nu gælder det Royal Arena i København.
Danske Heroic nåede i sidste weekend semifinalen ved årets Major i Avicii Arena i Stockholm. Nu gælder det Royal Arena i København. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Og hvis man er dansker, er der ekstra god grund til at glæde sig.

Blandt de i alt otte deltagende hold er der nemlig også to danske i form af Astralis og Heroic, der uden tvivl vil gøre sit for at begejstre hjemmepublikummet.

»Det betyder alt, at de er med. Det er kæmpestort. Der er hele den her derby-energi mellem Astralis og Heroic, og at potentielt kunne få lov til at se det på dansk jord, kan nærmest ikke skrives bedre. Det betyder alt i verden. Det er der ingen tvivl om,« siger Nicolas Estrup, der næsten ikke kan være i sig selv over det, der venter.

For selvom han er med til at skabe turneringer overalt i verden, så er det noget helt særligt at kunne få lov til at stå i spidsen for et event på dansk jord.

Sådan kommer scenen i Royal Arena til at se ud, når otte af verdens bedste hold kæmper om titlen. 
Sådan kommer scenen i Royal Arena til at se ud, når otte af verdens bedste hold kæmper om titlen.  Foto: BLAST
Vis mere

»Vi kommer hjem og får lov at lave det på hjemmebane. Så alle synes, det er specielt. Det er nok også det eneste sted, hvor jeg græder, når vi kommer i gang. Det er der, man bor, og det er her, vi arbejder. Det har en magi at skulle afholde det i ens hjemland. Der er noget helt unikt, og det bliver sindssygt.«

BLAST Premier Fall Final i Royal Arena løber af stablen fra den 24. til den 28. november.

Her kan vinderen glæde sig over en præmiesum på 1,5 millioner kroner og en billet til den såkaldte Blast Premier World Final i december, hvor der er hele 6,5 millioner kroner på spil.