Køberne vil ikke have medarbejderne med over i nyt ejerskab af virksomheden Skare Meat Packers, fordi der ikke er behov for dem.

Der er tale om 11 funktionærstillinger, som allerede er besat hos køberne, så de er derfor nu blevet fyret.

Det oplyser en af kuratorerne, Corna Levin Munch, som har konkursbehandlet virksomheden, til JydskeVestkysten.

Slagterivirksomheden blev droppet af flere store supermarkedskæder, og drejede som følge deraf nøglen om i begyndelsen af februar.

Det skete, efter Fødevarestyrelsen på et kontrolbesøg 8. december 2022 havde fundet 250 ton gammelt kød i et frysehus, der tilhørte Skare, uden den nødvendige sporbarhed.

Kødet, hvor noget stammede helt tilbage fra 2010, blev beslaglagt, og flere af virksomhedens største kunder afbrød samarbejdet med dem.

Det er store kæder som Salling Group og Rema 1000, der efter beslaglæggelsen besluttede ikke at have kød fra Skare Meat Packers i deres montre.