Erhvervslivets tro på fremtiden er lige nu i et historisk dyk.

Det skriver Finans, der henviser til nye tal fra Danmarks Statistik. De viser, at den såkaldte erhvervstillidsindikator er faldet for sjette måned i streg.

Tillidsindikatoren er beregnet ud fra månedlige undersøgelser om faktiske forhold og forventninger inden for industri, bygge og anlæg, serviceerhverv og detailhandel samt forbrugerforventningerne. Indikatorerne er med til at give et fingerpeg om økonomiens udvikling.

I oktober faldt indikatoren til 87 fra 93,3 i september, hvilket er det laveste niveau, der er registreret siden august 2020.

Og faldet er en indikation på en periode med økonomisk tilbagegang, mener økonom.

»Det er et meget betydeligt fald i erhvervstilliden, der desværre indikerer, at dansk økonomi er på vej ind i en recession med faldende økonomisk aktivitet. Ser man bort fra coronakrisen, så er erhvervstilliden nu faldet til det laveste niveau siden finanskrisen i 2009,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til Finans.

Også forbrugertilliden falder mere end ventet på grund af bekymring for stigende priser og mulig recession. Og i USA er den faldet mere end forventet, viser tal tirsdag.

Særligt den høje inflation har slået skår i forbrugertilliden. Den er faldet fra 107,8 i september til 102,5 i oktober, viser de seneste tal fra det amerikanske Conference Board. Det er første gang i tre måneder, at tallet er faldende.