Når krisen kradser, må man tage kreative tiltag i brug for at overleve.

Det ved den aarhusianske restaurant Elle Belle.

Restauranten på Åboulevarden har nemlig afløst menukortet i fysisk form af et digitalt, der scannes ved bordene. Kunderne bestiller sin mad digitalt og betaler på MobilePay – og på den måde sparer Elle Belle en tjener. Det skriver Århus Stiftstidende.

»Vi har rettet menuerne til og lavet en digital løsning, der sender bestillingen direkte ud i køkkenet. Dermed kan vi klare os med færre tjenere. Vi går selvfølgelig ikke på kompromis med kvaliteten. Maden og konceptet bliver stadig serveret og præsenteret ved bordene af tjenerne og kokke. Men vi har ikke en sommelier, som holder foredrag om jordbundsforhold og vinområder,« fortæller Kalle Møller Jensen, der er en af tre ejere, til mediet.

Ifølge Kalle Møller Jensen bliver den digitale løsning ikke kun taget i brug for at spare lønnen til en tjener, men også for at kunne holde prisniveauet på et stabilt niveau – selvom der er krig, global epidemi og stigende priser, lyder det.

B.T. har tidligere skrevet om andre erhverv, der som konsekvens af stigende priser har taget usædvanlige tiltag i brug.

Blandt andet det lokale bageri i Halvrimmen i Brovst, hvor bagerparret Lisbeth og Ole Mikkelsen har valgt at pålægge et såkaldt energigebyr på to kroner pr. ekspedition.

Også om hoteller, heriblandt Slukefter Kro i Sønderjylland, der har indført et energitillæg. Og om Hassan Butt, der flere gange har måttet hæve priserne i sine to indiske takeawayrestauranter på Øresundsvej og Amagerbrogade i København.