Hornbæk Hospital vender tilbage til sine rødder.
Den historiske bygning blev opført i 1935 som Hornbæk Badehotel, men har siden midten af 1950erne fungeret som hospital, senest har den huset Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader.
Men nu bliver bygningen igen badehotel. Ovenikøbet et af de mere luksuriøse af slagsen, da det skal være femstjernet badehotel.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Freja Ejendomme, der er statens ejendomsselskab.
Den nye ejer af bygningen er ejendomsudvikleren COPI Group, der har specialiseret sig i investering og udvikling af klassiske ejendomme optimeret til moderne brug.
»Vores vision er at bringe den ikoniske bygning tilbage til dens oprindelige udtryk og funktion som badehotel. Vi ønsker at skabe et badehotel, der kan fungere som frirum og pusterum for de lokale i området, samt turister fra ind- og udland,« fortæller Peter Julius Jensen, partner og investeringsdirektør i COPI.
»Projektet skal rumme et femstjernet badehotel med en aktiv og udadvendt stueplan med restaurant og spa-område.«
Til sommer ventes Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader at flytte til nye fysiske rammer ved Glostrup Hospital. Derefter starter arbejdet med at indrette det nye badehotel.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvornår badehoteller er klar til at modtage gæster.
Hospitalet blev sat til salg i september 2022, men udbudsperioden blev forlænget undervejs i salgsprocessen, da politikerne i Helsingør Kommunes By-, Plan- og Trafikudvalg i begyndelsen af oktober besluttede at arbejde videre med et nyt plangrundlag.
Her flyttede man fokus væk fra boliger og i stedet hen mod hoteldrift med en aktiv stueetage med publikumsorienterede funktioner.
Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), glæder sig over fremtidsplanerne for bygningen:
»Det projekt, der nu er lagt op til, vil uden tvivl være med til at løfte Hornbæk og komme hele kommunen til gavn, da vi får endnu et unikt sted at besøge i fremtiden,« siger hun.
Hospitalets ejendomsværdi er vurderet til 20.900.000 kroner, mens grundværdien er vurderet til 5.802.000 kroner, skriver TV 2.