Køb af Merus skal være med til at skabe vækst hos danske Genmab og sprede omsætningen ud på flere områder.
Biotekselskabet Genmab vil købe det hollandske selskab Merus, som udvikler kræftbehandling, i en handel til en værdi af omkring 8 milliarder dollar, svarende til 51 milliarder kroner.
Det oplyser Genmab mandag morgen i en selskabsmeddelelse.
Begge bestyrelser har godkendt handlen. Den er betinget af, at aktionærerne i Merus siger ja.
Købet af Merus skal være med til at udvide og sprede Genmabs omsætning samt drive væksten ind i det næste årti, lyder det.
- Det har potentiale til at accelerere vores udvikling frem mod at blive en førende global aktør inden for bioteknologi ved at sikre virksomheden varig vækst godt ind i det næste årti, siger topchef i Genmab Jan van de Winkel i meddelelsen.
Efter knap 20 minutters handel på børsen mandag morgen falder Genmab-aktien med over fem procent.
Merus har et middel til behandling af kræft under udvikling med navnet petosemtamab. Midlet er målrettet personer med hoved- og halskræft.
Jan van de Winkel pointerer, at midlet har potentiale til at være transformerende for personer med hoved- og halskræft.
Ifølge Genmab kan midlet blive både det første og det bedste til behandling af hoved- og halskræft. Midlet er i øjeblikket ved at blive undersøgt i to fase 3-studier.
Genmab ser et potentiale for, at midlet kan komme på markedet i 2027, hvis det opnår de nødvendige godkendelser af myndigheder.
I 2029 forventer Genmab, at petosemtamab vil sælge for mindst en milliard dollar om året. I årene efter ser Genmab potentiale for et årligt salg på flere milliarder dollar.
Genmab planlægger at finansiere købet delvist gennem kontantbeholdning og delvist gennem et lån.
Meddelelsen påvirker ikke tidligere meldinger om Genmabs finansielle forventninger til 2025. Forventningerne til 2026 bliver meldt ud i forbindelse med årsregnskabet i februar 2026.
Genmab har allerede midler til behandling af kræft i sin portefølje.
I august betød succes med midlet Darzalex, som bruges til behandling af knoglemarvskræft, at Genmab skruede op for forventningerne til hele 2025.
Selskabet forventer en omsætning på mellem 3,5 og 3,7 milliarder dollar i hele 2025.
Det er selskabet Johnson and Johnson, som sælger Darzalex, men Genmab modtager royalties for salget.
/ritzau/