Normalt er det højsæson for at plukke Limfjordsøsters i november måned, og normalt vil Svend Søe Bondes skibe være ude og fiske efter de eftertragtede Limfjordsøsters.

Men i øjeblikket står skibene på land.

Fiskeristyrelsen har netop sat en stopper for fiskeri af de populære, danske østers på grund af en østersdræbende parasit ved navn Bonamia Ostreae, da den har slået for mange Limfjordsøsters ihjel, skriver DR.

Svend Søe Bonde ejer Glyngøre Shellfish og Danish Oyster Bar, og han har fisket efter østers det meste af sit liv.

For ham er det særligt frustrerende ikke at kunne fiske efter Limfjordsøsters.

»Det er vores nøgleprodukt, så det er alvorligt. Både at vi ikke kan fiske efter Limfjordsøsters, men også fordi vi ikke har nogle råvarer at sælge,« siger han og slår fast, at man har levet af fangsten af Limfjordsøsters i generationer.

Han tror heller ikke, at vi kommer til at se Limfjordsøsters på bordet til nytår i år.

Derfor har han valgt at sælge de større Stillehavsøsters, der er mildere i smagen.

Ifølge Jens Kjerulf Pedersen fra DTU Aqua i Nykøbing Mors er det usikkert, om Limfjordsøstersen kan overleve i fremtiden.

Bestanden af Limfjordsøsters er faldet drastisk de seneste år, og med en østersdræbende parasit i omløb vil de fleste østers i Limfjorden formentligt få parasitten og dø, medmindre nogle af dem er resistente over for parasitten.

Parasitten Bonamia Ostreae blev fundet i Limfjorden for syv år siden. Dengang var der ikke dødelighed i bestanden.