Den aalborgensiske virksomhed Carsoe har netop sendt fire medarbejdere til Rusland for at færdiggøre en ordre for Russian Fishery Company.

Det bekræfter virksomhedens administrerende direktør, Hugo Dissing.

»Vi har fire montører i Sankt Petersborg, som arbejder på at færdiginstallere de eksisterende ordrer på fiskeprocesanlæg indgået i 2018,« forklarer Hugo Dissing i et skriftligt svar til B.T.

De fire medarbejdere sendes til Rusland på et tidspunkt, hvor adskillige vestlige virksomheder trækker sig ud af landet, efter russiske tropper invaderede Ukraine i slutningen af februar.

Men det har ikke været en mulighed for Carsoe at trække sig ud af Rusland. I hvert fald ikke endnu, siger direktøren.

»Vi har, ligesom mange andre danske virksomheder, allerede truffet beslutningen om at indstille vores aktiviteter i Rusland. Vi er i gang med eksekveringen af denne beslutning.«

Når I sender medarbejdere til Rusland, så er det vel det modsatte I gør. Hvordan hænger det sammen?

»For os er det et spørgsmål om hurtigst muligt at få afviklet vores kontraktuelle forpligtelser i Rusland. Hvis vi ikke overholder dem, vil vi ifalde erstatningsansvar, hvilket vi naturligvis ønsker at undgå,« svarer direktøren.

Carsoe leverer forarbejdningsanlæg til fiskeriindustrien.
Carsoe leverer forarbejdningsanlæg til fiskeriindustrien. Foto: Pressefoto
Vis mere

Carsoe har dog undersøgt muligheden for at få ophævet kontrakten. Virksomheden har hyret ekstern juridisk rådgivning, som de lægger til grund for, at der ikke er anden udvej end at færdiggøre arbejdet for den russiske virksomhed.

»Som situationen er nu, lader det sig ikke gøre at annullere kontrakterne, fordi hverken vores kunder eller produkter er omfattet af nogen sanktioner,« forklarer direktøren.

Den 800 millioner kroner store ordre er imidlertid ikke den eneste aftale, som Carsoe har indgået med den russiske fiskerivirksomhed.

I januar annoncerede Carsoe, at de havde indgået en aftale om at levere forarbejdningsanlæg til fire skibe fra Russian Fishery Company.

Den ordre var på 500 millioner kroner.

Kommer I til at udføre den opgave for den russiske virksomhed?

»Fordi denne ordre er så ny, som den er, betyder det, at de pågældende skibe, som Carsoes fiskeprocesanlæg skal installeres på, endnu ikke er bygget. Vi forventer ikke at levere disse ordrer, som situationen er nu,« vurderer direktøren.

Så er spørgsmålet bare, hvornår virksomheden endegyldigt trækker sig ud af Rusland. Et spørgsmål, som direktøren har svært ved at svare på, da færdiggørelsen af de ordrer, som virksomheden har forpligtet sig til, afhænger af leverancer fra mange forskellige leverandører.

»Dette kombineret med risiko for nye coronanedlukninger i verden og uforudsete konsekvenser af den geopolitiske udvikling kan en præcis dato være vanskelig at forudsige,« slutter direktøren.