Det blev ikke til nordjyske Michelin-stjerner ved sidste års uddeling. Men det vil en nordjysk hotelkoncern lave om på indenfor fem år.

For på det aalborgensiske hotel Scheelsminde skal det være mad, der er blevet hædret med de franske stjerner, der bliver serveret for gæsterne.

Ja, det er ligefrem en strategi for familien Bühlmann, der har ejet det legendariske Aalborg-hotel i tre generationer, nu med Annemette og Danni Bühlmann i spidsen.

De har sat en ny gastronomisk retning for hotellet, hvor gourmet skal være kendetegnet, lyder det.

Det er retter som denne Vesterhavstorsk, der skal være med til at drysse franske stjerner udover Hotel Scheelsminde.
Det er retter som denne Vesterhavstorsk, der skal være med til at drysse franske stjerner udover Hotel Scheelsminde.
Vis mere

»Vi er overbeviste om, at brandingværdien af gourmetrestauranterne på vores herregårdshoteller er med til at skabe opmærksomhed og tiltrække flere betalende gæster på alle vores hoteller. Vi har simpelthen gjort det til et strategisk mål at opnå en Michelin-stjerne begge steder inden for fem år,« forklarer Anemette Bühlmann og referer til koncernens andet flagskibshotel, Nørre Vosborg

»Samtidig har vi så på Scheelsminde eksempelvis kunnet tiltrække et så talentfuldt og engageret nyt dagligt værtspar som Nadia og Christian, der både sikrer topkvalitet og kontinuitet,« forklarer Annemette Bühlmann.

Det har frigivet kræfter for 3. generationen af familien Bühlmann til at sætte det rigtige hold, der skal styre skibet sikkert i Michelinhavn.

Christian Nurup er køkkenchef på Scheelsminde, og han har arbejdet i toprestauranter som Søllerød Kro, Restaurant Et og Kul.

»For mig har fokus jo lige siden jeg blev uddannet været på fine dining, hvor en Michelin-stjerne selvfølgelig er en ultimativ nærmest kunstnerisk ambition,« siger Christian Nurup og fortsætter:

»En ambition som harmonerer rigtig fint med Danni og Anemettes mere forretningsmæssige tilgang, hvor vi sammen er overbevist om, at en samlet kvalitetssatsning over hele hotellet -–med Michelinstjernen som konkret adelsmærke -–vil kunne være med til at løfte den samlede forretning: Endnu flere tilfredse gæster på fyldte hoteller der i endnu højere grad -–sammen med Aalborgs lokale gastronomiinteresserede – reserverer borde,« lyder det fra den 25-årige køkkenchef.