Midtbanestjernen på hospitalet, en anfører i knæ og en berørt landstræner.

Følelserne fik frit løb, da Kasper Hjulmand satte ord på Simon Kjær, som i løbet af den bizarre Finland-kamp løb tør for kræfter, helt drænet efter den chokerende hændelse, der overgik Christian Eriksen.

»Simon var dybt, dybt berørt. Dybt berørt. Han var i tvivl, om han kunne fortsætte, og gav det et skud. Men det kunne ikke lade sig gøre. Og det er fuldt forståeligt. Jeg kan slet ikke... Jeg har svært ved at forestille mig at skulle spille en fodboldkamp selv, men det var, fordi følelserne var overvældende. De er rigtig, rigtig gode venner… ja...« sagde landstræneren, da han skulle sætte ord på sin anførers ageren i forbindelse med og efter Eriksens hjertestop.

»De kender hinanden på kryds og tværs. De er bedste venner. Deres liv er foldet ind i hinanden med familier - koner, kærester og børn,« fik Hjulmand yderligere fremstammet, inden hans stemme knækkede over.

Soccer Football - Euro 2020 - Group B - Denmark v Finland - Parken Stadium, Copenhagen, Denmark - June 12, 2021 Denmark's Simon Kjaer before the match is restarted Pool via REUTERS/Jonathan Nackstrand
Soccer Football - Euro 2020 - Group B - Denmark v Finland - Parken Stadium, Copenhagen, Denmark - June 12, 2021 Denmark's Simon Kjaer before the match is restarted Pool via REUTERS/Jonathan Nackstrand Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Simon Kjær og Christian Eriksen har tætte bånd. De har spillet sammen på landsholdet i tykt og tyndt siden 2010. I det seneste halvandet år har begge landsholdsstjerner, som spiller for henholdsvis AC Milan og Inter, været bosat i Milano, hvor de sammen med deres familier har set en del til hinanden.

Anfører Kjær var da også en af de første, der kom ilende hen til Eriksen, da han ud af det blå faldt om i slutningen af første halvleg af Danmarks åbningskamp ved EM i Parken.

Og han var manden, som lagde en trøstende arm om Eriksens kæreste, Sabrina, som så chokeret til, mens faren til hendes børn fik livsvigtig behandling for øjnene af 15-16.000 tilskuere.

»Vi har at gøre med topprofessionelle atleter, som ofrer så mange ting for at opnå store ting og præstere ude på fodboldbanen. Jeg har prøvet at beskrive den her holdfølelse, der er på det her hold. Det er et kammeratskab i god gammeldags forstand. Med det samme tænkte de jo på familien. På Christians familie. Med det samme,« siger Kasper Hjulmand, som har fuld forståelse for, at Kjær valgte at lade sig udskifte kort efter kampen var blevet genoptaget.

»Du kan ikke spille en fodboldkamp på det her niveau uden at have følelsen af, at det er i orden at være aggressiv og kunne juble og alle de her ting, når du har stået og kigget på en af dine allerbedste venner kæmpe for livet. Det kan ikke lade sig gøre,« siger Hjulmand.