Kim Rasmussen havde fået nok.

»Vi er nødt til beskytte spillerne. I øjeblikket dræber vi dem én efter én,« sagde danskeren, der er landstræner for Ungarn.

Onsdag aften reagerede han på den grimme skade, som overgik den rumænske superstjerne Cristina Neagu i EM-kampen mod Lars Rasmussens hold.

Her måtte hun grædende bæres fra banen, mens også holdkammerater og tilskuere tydeligt var påvirkede af situationen.

Cristina Neagu blev skadet onsdag aften. Vis mere

Cristina Neagu er da også kun en i rækken af kvindelige håndboldspillere, der har fået alvorlige knæskader.

Lige inden EM gik det eksempelvis ud over norske Amanda Kurtovic, ligesom hendes landsmand Nora Mørk også har misset EM af sammen grund.

»Jeg har fem-seks spillere, som er blevet hjemme med skader. Isabelle Gulldén (svensk landsholdsspiller, red.) halter rundt, og nu er også Neagu ude med en grim knæskade,« sagde Kim Rasmussen efter onsdagens kamp.

Ifølge VG brugte den danske træner flere minutter af den afmålte tid - og beklagede efterfølgende over for den rumænske landstræner - til at brokke sig over det hårde kampprogram, som de kvindelige håndboldspillere er blevet udsat for under EM.

Kim Rasmussen er utilfreds med det stramme program for EM-spillerne. Vis mere

Den rumænske landstræner, Ambros Martín, var dog enig.

Det gav han udtryk for, da han fik ordet i den resterende tid.

»Jeg håber, at vores klager ikke forsvinder i et sort hul. Det har været et tema længe. Vi har brug for en forklaring på, hvorfor det er sådan her. Vær sød at gøre noget,« sagde Ambros Martín.

Herefter lod han ifølge VG mikrofonen falde med et højlydt smæld.

Tidligere under den igangværende EM-turnering har Hollands danske landstræner, Helle Thomsen, været ude med en lignende kritik af, at holdet skulle spille mange kampe på få dage.

Også fra norsk side har der lydt et tilsvarende råb om forandringer.

I semifinalerne står Holland over for Frankrig, mens Rumænien møder Rusland. De spilles fredag.

Danmark slutter EM på en ottendeplads.

Se også