Interviewet med FC Københavns tidligere fodboldtræner Ståle Solbakken er efterhånden blevet legendarisk og har kastet skygger ind over Nordens største fodboldklub.
Ståle Solbakken udtalte sig til TV3+ sidste søndag og kritiserede i hårde vendinger både ledelsen og ejerne i den virksomhed, der hedder Parken Sport & Entertainment, hvor fodboldklubben er den mest synlige del af selskabet.
Interviewet er så opsigtsvækkende, at det har interesse for andre end fodboldfans. Her har Ståle Solbakken dog vundet opbakning på sin direkte og bramfri fortælling om forholdene i klubben. Opbakningen til den stærke og karismatiske træner virker overvældende og har fået en række af fodboldens eksperter til at kritisere ikke mindst ejerne for deres manglende indsigt og vilje til at forstå fodboldens verden.
Solbakkens stærke og emotionelle udfald virker for fodboldselskere retfærdige og velbegrundede. Manden, der har ført FCK til store bedrifter ikke mindst i europæiske kampe, får støtte, fordi det i hans udlægning virker som en hård og måske unødvendig afskedigelse.
I erhvervsmæssige kredse er opbakningen og forståelsen derimod betydeligt mindre. Det er her, pengene findes, der skal finansiere både FCK og andre fodboldklubber her i landet. Her er man mindre imponerede over Solbakkens udfald.
Det er normalt ikke god tone, at afskedigede chefer sparker bagud og kritiserer ejerne. Her skal al kritik helst holdes internt, for man vasker ikke det beskidte tøj i offentligheden, er mantraet. De afskedigede chefer har normalt heller ikke den store motivation til at lange ud. De er pinligt bevidste om, at de skal bringe sig i position til et nyt kommende job, og her hjælper hård kritik sjældent. Kommende arbejdsgivere blliver straks nervøse.
Sådan virker den professionelle fodboldverden ikke, og Ståle Solbakken får næppe svært ved at få et nyt trænerjob.
Alligevel er det værd at dvæle ved Solbakkens forklaringer på den manglende succes og årsagen til fyringen.
Ifølge den tidligere FCK-manager var der en mangel på strategisk indsigt og kompetencer på det øverste niveau. Solbakken kaldte det selv »en mangel på hjerte og hjerne til at udvikle en strategi«. Solbakken var nærmest alene om den opgave, må man forstå.
Udover at det er usædvanligt hårdt at pege fingre med udtrykket mangel på »hjerne og hjerte«, er det også rimeligt at tilføje, at Solbakken havde fået det meste af, hvad han ønskede sig. Han var strategien fra bestyrelsens side. Han kom med planen om, at han skulle have alle de ledende poster i den sportslige afdeling. Han var sportsdirektør og træner. Han foretog alle beslutninger, især når der skulle købes spillere. Han var udstyret med – efter danske forhold – et meget stort budget. Det største herhjemme.
Han skabte værdi for sine ejere med køb og salg af spillere i mange år. Han skabte værdi med resultater på banen i mange år.
Men da han ikke længere leverede på de to parametre, var han pludselig sårbar over for ejerne – naturligvis. I ethvert ledende job skal man levere resultater, ellers bliver ejerne usikre. Her kan man ikke tale sig fra det, og det kan man heller ikke i fodboldens verden.
Ståle Solbakken faldt for sin egen strategi med at centralisere alle beslutninger hos sig selv. Der var ikke andre at afskedige, da klubben næsten faldt sammen på banen.
Ståle Solbakkens interview gav et indblik i en højdramatisk sag, men det bliver formentlig sidste gang, vi ser et lignende opgør i sportens og erhvervslivets verden. Der er for mange tabere i kølvandet.
Hvis man endelig skal kritisere ejerne, er det næsten, at de stolede for meget på Ståle Solbakken og ikke havde bygget en virksomhed op, der var uafhængig af en enkelt person – uanset hvor dygtig han var. Det er en reminder til alle ledelser i alle virksomheder.
Centralisering af magt skaber sårbarhed, og ved store kriser risikerer man at sænke hele virksomheden.
