Og det vil også være et plus for alle andre. Det skriver Apple Insider.

I slutningen af april fik it-giganten Apple grønt lys fra de amerikanske patentmyndigheder. Firmaet ejer nu rettighederne til en metode, der kan overføre strøm til en mobiltelefon via wifi.

I praksis er tanken, at telefonens antenne skal kunne omdanne energien i radiobølgerne fra en trådløs router til strøm i batteriet. Der kan altså være tale om godt nyt for de, der har problemer med at få sat strømkablet til med jævne mellemrum.

Teknologien, der hedder 'beam steering' er tidligere brugt indenfor højttalerområdet, hvor mikrobølgerne kan bruges til at rette lyden fra en højttaler imod det sted, hvor lytteren sidder. Apple har også selv tidligere anvendt en lignende teknologi på tech-gigantens egne Airport-routere.

Selv om patentet nu officielt er Apples, så er der ingen forlydender om, hvornår det kommer, hvis det overhovedet kommer i anvendelse hos brugerne.

Ideen er dog ikke helt ny. Lignende systemer eksisterer allerede hos konkurrenter, men her er den trådløse opladning bundet af, at man skal placere telefonen på et bestemt område.

Apples patent kan måske kappe den elektroniske navlestreng og lade telefon få flere procenter på batteriet, mens man bare har den i lommen.