Da Johnny Depp i sidste uge dukkede op til Cannes filmfestival fik hans tænder næsten lige så stor opmærksomhed, som hans comeback.

For tænderne var – ifølge fans, der efterfølgende ihærdigt diskuterede emnet på de sociale medier, hverken særligt pæne eller særligt hvide.

Nogle få af kommentarerne lød:

»Johnny Depps tænder er bogstavelig talt ved at rådne.«
»Johnny Depp ser ud som om, at nogen har taget hans tænder og malet dem sorte.«
»Johnny Depps comeback-forsøg er officielt lige så råddent, som hans tænder.«

Som det sker med ting, man taler om, tog sladderpanelet i ‘Det vi taler om’ selvfølgelig emnet op i fredagens program.

Der blev talt om tænderne, der i programmet beskrives som ‘gule med sort på’, en ‘ravkæde’ eller som passende for en ‘pirat’.

Men vært, Ditte Okman, sørgede også for, at vi alle kan få en forklaring på Hollywoods p.t. mest omtalte tandsæt.

Ifølge tandlæge Lene Lyst fra Nørre Aaby Tandlægerne på Fyn, så er 59-årige Johnny Depps tænder formentlig ikke ved at rådne.

'Det, vi taler om' talte med tandlæge Lene Lyst om Johhny Depps tænder. Foto Bax Lindhardt
'Det, vi taler om' talte med tandlæge Lene Lyst om Johhny Depps tænder. Foto Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Med alle forbehold for, at tandlægen hverken har haft Johnny Depp, eller hans tænder i nærheden af sin tandlægestol, så tør hun godt fastslå, at 'forskellige udfordringer' fører til, at skuespillerens tænder ser ud, som de gør.

»Der er både de misfarvninger, som alle snakker om, og ser med det samme, og så har vi en stor udfordring, der hedder slid,« lyder forklaringen fra Fyn.

Sliddet kan igen have to forklaringer, siger Lene Lyst:

»Det kan være, fordi han skærer tænder om natten, eller fordi han skærer tænder, når han bevæger underkæben frem og tilbage,« forklarer hun og fortsætter:

»Der er forskellige former for selvmedicinering, som gør, at man slider sine tænder mere.«

Da Ditte Okman spørger, om tandlægen hentyder til narko, lyder svaret:

»Det kunne det godt være.«

Under retssagen mod sin ekskone Amber Heard, fortalte Johnny Depp sidste år, at han har taget stoffer.

Mens Johnny Depps tænder optager mange – og altså også panelet i ‘Det vi taler om’ – så går skuespilleren selv ikke specielt meget op i emnet. Allerede i 1995 fortalte han i et interview:

»Jeg fik lavet en rodbehandling for otte år siden, som aldrig blev færdig, så nu er det som en lille rådden stump … Det er ligesom, når indianerne lavede perler … så ville de også lave nogle bevidste fejl, så perlerne ikke blev perfekte. Jeg er stolt af de her tænder,« fortalte han dengang til Premiere Magazine.

Vil du have mere underholdning? Hør ugens afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om' herunder: