Fint besøg fra den franske præsident. Ikke bare var der pomp og pragt, men også et forfriskende pust til vores lille verden.

Fra cykeltur til dronningemiddag, jo, han gav mere, end han tog, den gæve Macron.

Og så var det spændende at følge, hvordan især de unge studerende på mødet med præsidenten reagerede. Som en rockstjerne blev han modtaget, med en begejstring som man sjældent ser ved et udenlandsk besøg - med den samme entusiasme, som andre besøg bliver mødt af demonstranter.

Men det politiske indhold var det mest spændende. Ikke alene fik Macron den danske statsminister til at glemme al uld i mund og stærkere end før erklære sig som tilhænger af et stærkere sammenhold i EU.

Må han holde fast i entusiasmen, også op til valget både i Danmark og til Europa-Parlamentet.

Men det var også reaktionen hos de unge. Og allermest spændende var det nok, at man klart fornemmede, at 'EU-knuden', som vi alt for længe har levet med, er et forbigående problem.

Den unge generation er øjensynligt helt anderledes internationalt indstillet, og jeg forudser, at om føje år vil stemningen med mistillid, som vi altid taler om, ændre sig til gåpåmod og 'lad os nu holde hinanden i hånden og hoppe ud i det ukendte'.

Det samme ser vi i England. De unge fatter ikke, at de gamle sagde nej til medlemskab, og jeg tror, at vi vil se et krav i fremtiden fra den engelske befolkning om at genindtræde i fællesskabet.

Vis mere

Så tak for besøget, hr. præsident.

Det var i øvrigt dejligt at høre, at han var glad for 'den danske model'. Det er der god grund til. Uanset hvor meget vi selv går rundt og brokker os, har vi på forunderlig vis fået indrettet os ganske godt i vores lille land.

At han især hæftede sig ved den del, der vedrører arbejdsmarkedet og den danske forhandlingsmodel, er forståeligt. For det kan vi være stolte af.

Jeg håber så bare, at han ikke opdager, hvad der i øjeblikket sker mellem DBU og det danske herrelandshold.

Jeg håber virkelig, at han har travlt med noget andet derhjemme eller et andet sted i verden. Det er nemlig ikke en konflikt, som tjener vores gamle traditioner og værdier til ære.

Og så er det ikke engang første gang, det sker. Sidste gang var det kvindelandsholdet, der måtte holde for.

Jeg ved ikke, om det sker i alle andre lande, men jeg har ikke hørt mange eksempler. Og det er der vist heller ikke andre, der har. De ryster i hvert fald på hovedet derude.

At vi i Danmark har et godt samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere har betydet, at vi har rekordfå strejker og et godt samarbejde på arbejdsmarkedet til trods for naturlige uenigheder. Det er DET, Macron har set, og som han er ret misundelig på.

Det kunne DBU og spillerne lære noget af.

Vi kan leve med arbejdskonflikter, når det drejer sig om, at vi bare kan hamstre gær, og selv lærerkonflikten klarede vi.

Men helt ærligt, når vi taler om et fodboldlandshold og en boldspilunion, der ikke kan finde ud af at sparke til en bold, så er målet vist fuldt.

Nu er vi så til grin i resten af fodboldverdenen.

Jeg håber dæleme, det er pengene værd, for begge parter.